Løjerne blev hængende, da nytåret flyttede

EMNER 1. april 2005 06:00

Der er tvivl om, hvorvidt der ligger andet end ren og skær forårskådhed til grund for aprilspøgen, men en standhaftig teori går på, at da nytåret med indførelsen af den gregorianske kalender til afløsning for den julianske skiftede plads fra netop sidst i marts til 1. januar, flyttede løjerne sig ikke lige så definitivt med. Snarere formerede de sig ved en slags fornøjelig kloning – så nytåret fik sit, men så det også stadigvæk forblev legalt at udsætte sine venner og bekendte for at blive til grin som en anden nar på det sædvanlige forårskåde tidspunkt omkring 1. april. Teorien er vistnok mere folkelig end egentlig historisk, men eftersom der ikke er nogen bedre begrundelse for de mere eller mindre grovkornede spøgefuldheder, vi kan udsætte hinanden for på dagen i dag, så er det vel det? Kalenderskifte Frankrig var det første land, som i 1582 gik over til pave Gregorius' nye kalender, og her vil overleveringen vide, at det netop var folk, som ikke uden videre ville lade sig puffe rundt i tidsregningen, der blev ved med at holde liv i den særlige franske nytårs-aprilsnar-version, Poisson d'Avril – aprilfisk – når den rette tid var: at få hæftet papirfisk på ryggen af sine medmennesker, uden at de opdagede det. De ældst kendte skriftlige aprilsnarrerier blev bedrevet over hele tre dage i England i 1708, da forfatteren til Gullivers Rejse, Jonathan Swift, i 1708 først offentliggjorde en profeti om astrologen John Patridge's død af feber 29. marts og dagen efter verificerede den sagesløse mands bortgang. Effekten var, at staklen dagen efter, 1. april, så at sige vakte vild opstandelse, hvor han kom frem. Han skulle endda fra morgenstunden være blevet vækket af folk, som kom for at tage sig af hans begravelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...