Hospitaler

Løkke åbner for nyt sygehus

Siger ekspertpanel ja til et sygehus i Aalborg Øst, gør vi det nok også, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen åbner en dør på klem for et sygehus i Aalborg Øst. Arkivfoto: Scanpix

Finansminister Lars Løkke Rasmussen åbner en dør på klem for et sygehus i Aalborg Øst. Arkivfoto: Scanpix

Hvis Region Nordjylland kan overbevise det såkaldte Erik Juhl-udvalg om, at det er fornuftigere at bruge 3,2 mia. kr. på et nyt sygehus i Aalborg Øst end på at udbygge Sygehus Syd, vil regeringen sige ja. Det fastslår finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). I går offentliggjorde regeringen, at der skal bruges 3,2 mia. kr. på sygehusbyggeri i Aalborg. Regeringen vil bruge dem ved Sygehus Syd, fordi det "på det foreliggende grundlag" ikke er dokumenteret godt nok, at et helt nyt projekt i Aalborg Øst er bedre samlet set. - Nu siger regionen så, at den gerne vil lave en model, hvor de bygger nyt i Aalborg Øst, men samtidig stadig bruger medicinerhuset, som er noget af det flotteste i Danmark. Det vil vi gerne give en chance. Jeg tror, at vores grundindstilling vil være, at hvis ekspertudvalget tror på det, så vil vi også tro på det, siger Lars Løkke Rasmussen. Allerede i weekenden sagde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), at han tror, udgangen bliver et nyt sygehus i Aalborg Øst. 2. næstformand i regionsrådet, Vagn Kvist (R), er kritisk over for fremgangsmåden: - Det kunne se ud, som om aben for enhver pris skal placeres i regionsrådet. Nu skal vi dokumentere, at Aalborg Øst er bedst. Lykkes det os ikke at overbevise ekspertpanelet, er det ikke regeringen, der siger nej, men os, der ikke har leveret varen. Ministrene burde være nogle mandfolk og påtage sig et ansvar, siger han. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende tirsdag