Politik

Løkke fra talerstolen: Der er længere til sygehuset - men flere overlever

Løkke ønsker mere nærhed i sundhedsvæsnet. Men det skal ikke ske ved at gøre op med centrale sygehuse

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder åbningstale. Folketingets åbning på Christiansborg tirsdag 2. oktober 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder åbningstale. Folketingets åbning på Christiansborg tirsdag 2. oktober 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I sin tale ved Folketingets åbning lægger han op til det sundhedsudspil, som regeringen vil præsentere efter efterårsferien.

Udspillet skal ifølge Løkke blandt andet løse problemet med manglende "nærhed" for patienter før og efter de bliver behandlet på sygehuset.

- Vi skal ikke tilbage til den tid, hvor vi godt nok havde flere hospitaler tæt på. Men hvor folk måtte rejse ud af landet efter behandling. Til gengæld skal vi løse de problemer, vi står med i dag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ønsker, at nærheden blandt andet skal genoprettes ved at nedlægge regionerne. Der er for store forskelle i behandlingen mellem regionerne, og kommuner og regioner er ikke altid gode til at koordinere patientforløb, lyder kritikken.

Også Liberal Alliance og De Konservative støtter en nedlæggelse af regionerne. En tanke, som Venstre også tidligere har leget med. Løkke sagde dog ikke noget om regionernes skæbne i talen.

I stedet lagde han vægt på, at 21 nye sundhedsfællesskaber fremover skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge.

- Hvert sundhedsfællesskab bliver bygget op omkring ét af de nuværende akutsygehuse. De vil i gennemsnit dække fire-fem kommuner. Og være en ny drivkraft for, at behandlingen bliver sammenhængende.

- Så den svækkede ældre patient, der bliver indlagt på hospitalet, oplever at blive taget trygt og ordentligt hånd om. Hvor sygehus, egen læge og kommunen arbejder sammen. Tilrettelægger et samlet, overskueligt forløb. Hele vejen fra indlæggelse til opfølgning og genoptræning, som måske skal fortsætte i det lokale sundhedscenter, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst