Løkke om ghettoplan nummer seks: Nu skal det lykkes

Efter at skiftende regeringer har lanceret seks ghettoplaner, erkender statsministeren et "kollektivt svigt".

Regeringen præsenterede torsdag et ghettoudspil i Mjølnerparken. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Politik 1. marts 2018 12:47 - Opdateret 1. marts 2018 13:38

POLITIK: - På en generation er vores land blevet forandret, og det udfordrer vores sammenhængskraft.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag formiddag ved fremlæggelsen af regeringens ghettoplan: "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030".

Her erkender statsministeren, at skiftende regeringer ikke har formået at løse problemerne med nu i alt seks ghettoplaner siden 1994.

- Det er ikke noget nyt problem. Der har været ghettoplaner før, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok. Vi har svigtet kollektivt.

Men denne gang "både skal og vil det lykkes", understreger statsministeren ved præsentationen i Mjølnerparken.

- Vi har erstattet naivitet med realisme, siger statsministeren.

- Regeringen er klar til at gå nye veje. Vi er klar til at gå langt.

Blandt initiativerne i ghettoudspillet er muligheden for, at politiet kan indføre såkaldte strafzoner, og at kontanthjælpsmodtagere skal kunne trækkes i ydelse, hvis de flytter til ghettoer.

Han understreger, at de fleste med ikkevestlig baggrund i Danmark klarer sig godt. Men det gælder ikke alle:

- Slap udlændingepolitik har betydet, at vi i årevis har lukket flere ind, end vi har magtet at integrere. Vi har stillet for få krav, siger Lars Løkke Rasmussen.

Også økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) erkender, at integrationen har slået fejl.

- De sidste årtiers integrationsindsats har slået fejl, siger han.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forklarer, at ghettoudspillet skal sætte ind over for "de fire B’er". Det er boligmassen, beboersammensætningen, beskyttelsen af borgerne og indsatsen over for børn og unge.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...