Løkke håber på hurtig opklaring af ambassadeangreb

Den tyrkiske ambassade i København blev natten til mandag angrebet med såkaldte molotovcocktails.

Ritzau
Tyrkiets ambassade i København blev natten til mandag angrebet med molotovcocktails. Foto: Scanpix/Mathias Øgendal
Politik 19. marts 2018 10:29 - Opdateret 19. marts 2018 10:58

Det er en alvorlig sag at angribe andre landes diplomatiske repræsentationer.

Det skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter, efter at Tyrkiets ambassade i København natten til mandag er blevet angrebet med brandbomber, såkaldte molotovcocktails.

- Meget alvorligt at angribe andre landes diplomatiske repræsentationer. Ambassader nyder særlig status i vores land, som skal respekteres, skriver statsministeren.

- Håber de ansvarlige hurtigt bliver stillet til regnskab for angrebet på den tyrkiske ambassade.

Også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kommenterer episoden på Twitter.

- Jeg fordømmer skarpt brandattentatet i nat mod Tyrkiets ambassade i Hellerup. Godt at ingen kom noget til.

- Den tyrkiske står som alle ambassader i København under vores beskyttelse. Et angreb mod en ambassade er et angreb på den danske stat. Tak til politiet for hurtig reaktion, skriver Samuelsen.

Københavns Politi har oplyst til Ritzau, at der er sket mindre skader på ambassadebygningen, der ligger på Østerbro i København. En patrulje på stedet så to personer stikke af fra gerningsstedet.

Patruljen, der var i området, forsøgte ikke at jagte gerningsmændene, da den i stedet fokuserede på at forhindre branden i at udvikle sig.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...