Løkke indkalder partiledere til Europol-møde

Regeringen arbejder på at få en aftale om Europol i stand. I næste uge er partiledere kaldt til møde med Løkke

Løkke holder ny åbningstale i Folketinget Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson

Løkke holder ny åbningstale i Folketinget Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson

Der kan snart være nyt om en dansk aftale om Europol.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil i næste uge indkalde lederne for Folketingets partier til møde om sagen den 8. december.

Det siger Lars Løkke Rasmussen i sin tale til Folketinget torsdag.

Regeringen har igennem længere tid arbejdet for at få en aftale, som kan sikre fortsat deltagelse i det fælles europæiske politisamarbejde, fastslår Løkke.

- Vi skal arbejde tæt sammen om at bekæmpe kriminalitet og terrorisme på tværs af grænserne. Det kræver et stærkt europæisk politisamarbejde.

- Derfor arbejder regeringen på at få en særaftale, hvor dansk politi kan fastholde en tæt tilknytning til Europol, når Danmark må forlade samarbejdet til maj næste år, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ved folkeafstemningen 3. december sidste år stemte danskerne nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Med mindre der findes en løsning på det danske problem, står Danmark derfor til at ryge ud af Europol fra 1. maj næste år, hvor samarbejdet skifter karakter til et såkaldt overstatsligt samarbejde.

Mødet med partilederne kan være et signal om, at en aftale nu er tæt på.

Statsministeren kan eksempelvis bruge mødet til at orientere om et udkast til en aftale og søge partiledernes opbakning til, at regeringen indgår den.

Regeringen har i første omgang forsøgt at få en parallelaftale i stand, men det er blevet mødt med modstand i Bruxelles.

I stedet bliver løsningen formentlig en særaftale med den tættest mulige tilknytning til Europol.

Daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) sagde i midten af november, at han inden for nogle uger forventede at lande en aftale, som giver Danmark bedre vilkår end Norge.

- Jeg håber, det falder i hak inden for nogle uger, sådan at vi har den klare ramme for, hvilket tilbud vi får.

- Og så skal vi igennem hele gennemgangen af alle institutionerne, så vi sikrer os, at det er på plads inden 1. maj, sagde han på et pressemøde i Bruxelles 15. november.

Dengang så det ikke ud til, at aftalen vil give Danmark mulighed for at være med i Europols styrende organer, hvor den videre udvikling af Europol-samarbejdet fastlægges.

Men Danmark går efter fald fuld og hurtig søgeadgang i Europols omfattende databaser.

Dansk politi foretager omkring 70.000 søgninger i Europols databaser om året.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst