Løkke: Ingen korrespondance mellem ministerium og storfisker

Der har ikke været korrespondance mellem Statsministeriet og John-Anker Hametner Larsen siden juni 2015.

Ritzau
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal onsdag svare på spørgsmål om sine relationer til de såkaldte kvotekonger. Han afviser, at de kan købe sig til indflydelse hos ham eller Venstre. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Politik 31. januar 2018 09:22 - Opdateret 31. januar 2018 09:49

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal onsdag i samråd og svare på spørgsmål om sine relationer til kvotekonger - en lille gruppe fiskere, der sidder på store dele af fiskekvoterne.

Inden samrådet oplyser Løkke i et folketingssvar, at Statsministeriet ikke har fundet sms-beskeder, telefonnotater og lignende mellem Statsministeriet og storfiskeren John-Anker Hametner Larsen siden juni 2015 og indtil dags dato.

- Statsministeriet har på baggrund af en søgning i ministeriets elektroniske journalsystem mv. ikke identificeret dokumenter eller oplysninger omfattet af spørgsmålet, skriver Løkke i svaret, som er sendt til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg tirsdag.

Især Løkkes relation til John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn har været meget omtalt.

Det er Simon Kollerup (S), Maria Reumert Gjerding (EL), Trine Torp (SF) og Roger Courage Matthisen (AL), som har stillet spørgsmålet til Løkke.

Løkke har i et samråd i november sidste år afvist, at han havde en personlig relation til storfiskere, der påvirkede hans arbejde som statsminister.

John-Anker Hametner Larsen har givet Løkke en uges gratis brug af et sommerhus i Skagen i fødselsdagsgave. Sommerhusopholdet har en anslået værdi af 10.000 kroner. Det har Ekstra Bladet skrevet.

Samme storfisker står i spidsen for det årlige nytårsgilde i Thyborøn, hvor der indsamles penge til LøkkeFonden. Den har Løkke stiftet.

Lars Løkke Rasmussen er tidligere formand for LøkkeFonden. I dag er hans kone, Sólrun Løkke Rasmussen, bestyrelsesformand for fonden.

Løkke modtog gaven, før han blev statsminister. Han indløste den i juli 2016. Der var han statsminister.

To måneder efter begyndte forhandlingerne om en ny fiskeriaftale. Her pressede et flertal i Folketinget på for at få indgreb mod kvotekongerne.

Onsdagens samråd begynder klokken 13.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...