Lokalpolitik

Løkke kræver burkafri hos det offentlige

Intet forbud, men burkaer skal alligevel holdes ude af stat, kommuner og regioner

KØBENHAVN:Ingen pædagog, folkeskolelærer, hjemmehjælper eller en anden offentligt ansat kan komme på arbejde iført burka eller niqab. Ingen elev, studerende eller dagpengemodtager kan være i kontakt med det offentlige system med ansigtet dækket af en burka eller niqab. Regeringen lukker nu et halvt års debat om nogle muslimske kvinders brug af burka og niqab med et udspil, hvor et centralt punkt er, at burkaen ikke må bevæge sig ind i den offentlige sektor. Nej til forbud - regler findes Men samtidig opgiver regeringen det, der ellers udløste hele debatten: Et generelt burkaforbud. Der findes nemlig allerede regler, der kan bruges, og alle offentlige arbejdsgivere opfordres i stedet til at lave retningslinjer, der forhindrer, at kvinder med burka eller niqab kan blive ansat. - Vores udredning har vist, at vi har lovgivningen til at sikre os mod burkaer og niqab i for eksempel den offentlige sektor. Derfor er der som sådan ikke brug for ny lovgivning. Der er brug for, at vi klart sender det her signal: Burka og niqab er kvindeundertrykkende symboler, som vi ikke ønsker, mener statsministeren. Den konservative integrationsordfører Naser Khader prikkede for et halvt år siden hul på debatten med et forslag om at forbyde burkaer i det offentlige rum. Lovgivning mod grundloven Det viste sig at være mod grundloven, hvorefter regeringen nedsatte et embedsudvalg, der skulle undersøge, hvilke andre muligheder der var for at dæmme op for burka og niqab. Claus Haagen Jensen, der er professor ved Copenhagen Business School og ekspert i statsret, vurderer, at regeringen modsat Khader holder sig inden for de juridiske muligheder. - Det ligger inden for de rammer, der er i grundloven, og det er en fornuftig måde at agere på. Det kan give problemer at lave en egentlig lovgivning på området, og den mere rolige facon at gribe det an på forekommer at være frugtbar, siger professoren. Lars Løkke Rasmussen siger, at hans melding skal forstås på den måde, at statens ledere nu skal udarbejde retningslinjer, der udtrykkeligt siger, at man ikke både kan være statsansat og bære burka eller niqab på samme tid. Regeringen holder om kort tid møde med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, og statsministeren forventer, at kommunerne og regionerne er på linje i sagen . Claus Haagen Jensen siger, at der ingen juridiske problemer er i at sige, at elever for eksempel ikke må komme i skole iført burka eller niqab. Kravet skal være sagligt begrundet, og det er ifølge professoren "åbenbart", at man kan have retningslinjer på skoler, der siger, at man ikke må tildække sig. Khader tilfreds Selv om det altså ikke ender med et burkaforbund, men en kraftig opfordring til at bruge nuværende regler, er Naser Khader tilfreds. - Det var os, der satte debatten i gang. Nu er regeringens officielle politik, at den ikke vil se burkaer på skoler, uddannelsessteder og andre steder. Vi er kommet meget langt, siger Naser Khader. Han bekymrer sig ikke over, at der ikke bliver tale om egentlige forbud. - Hvis de gældende regler kan bruges, hvorfor skal man så lave ekstra lovgivning, siger han./ritzau/

Forsiden