Løkke: Mit skatteforslag er fuldt finansieret

Mere end en halv million danskere vil få en gevinst ud af Venstres skatteforslag, siger Løkke.

Løkke: Mit skatteforslag er fuldt finansieret

Venstres udspil til en skattereform er fuldt finansieret og vil betyde, at mere end en halv million danske lønmodtagere vil få en gevinst ud af det, hvis de arbejder en time ekstra.

Sådan lyder det fra Lars Løkke Rasmussen (V). Han vil dog ikke længere sætte præcist tal på, hvor mange milliarder, der er i udspillet til reelle skattelettelser. Venstre indledte ellers forhandlingerne med et krav om 13 milliarder kroner i skattelettelser.

Ifølge Løkke er udspillet en håndsrækning til regeringen, efter at trepartsforhandlingerne brød sammen. Dermed havde regeringen ikke held til at få danskerne til at arbejde mere ved eksempelvis at sløjfe to helligdage - og der er brug for at øge arbejdsudbuddet:

- Når man nu ikke kan tvinge danskerne til at arbejde mere, hvilket jeg aldrig rigtig har troet på, så må man motivere dem til det.

Og det er baggrunden for Venstres forslag, hvor langt, langt de fleste danske lønmodtagere får en ekstra gevinst, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastholder, at Venstres forslag er fuldt finansieret, selvom regeringen har sat spørgsmålstegn ved, om man kan regne med de dynamiske effekter fra skattereformen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har kaldt Venstres udspil for "usympatisk", fordi det ifølge hende giver en stor lettelse til danskerne med de højeste indkomster. Den kritik afviser Løkke.

- Det er en mærkelig måde at bruge det danske sprog på. At dele folk op i nogen, man har sympati med, og nogen man ikke har sympati med.

- Jeg har sympati med alle danskere, som går på arbejde og yder en indsats for at få det her land til at hænge sammen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre ønsker nu at få et hurtigt svar fra regeringen på, om man ønsker at indlede reelle forhandlinger på baggrund af forslaget. Og det haster, hvis man skal nå en aftale inden sommer, siger Løkke.

- Sagligt er der ikke nogen grund til at få en skattereform inden sommerferien. Der er ingen grund til det her kissejaw. Men jeg må forstå, at det er magtpåliggende for regeringen at få en skattereform omkring 1. juli.

- Det er i det lys, jeg har forsøgt at være konstruktiv, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/