Løkke: Nordsøaftale er ligesom Ebberød Bank

Regeringen beskatter olieselskaber hårdere trods sine løfter, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

1. marts 2013 16:48 - Opdateret 1. marts 2013 16:50

Løkke: Nordsøaftale er ligesom Ebberød Bank

Det minder om Ebberød Bank, at regeringen øger beskatningen på olieselskaber i Nordsøen med 27,5 milliarder. Det koster Dong et milliardbeløb kort efter, at regeringen og oppositionen aftalte at tilføre koncernen et milliardbeløb i ny aktiekapital.

Det siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen om regeringens Nordsøaftale, som snart forhandles med Folketingets partier.

- Det forekommer at være en uigennemtænkt og dårlig idé. Tirsdag ville regeringen forbedre vores konkurrencevilkår og gøre Danmark mere attraktivt som investeringsland. I dag forringer de vores vilkår, siger Lars Løkke Rasmussen.

Onsdag bad finansminister Bjarne Corydon (S) om at få tilført Dong mere kapital. Nu koster Nordsøaftalen koncernen en fjerdedel af statens gevinst på 27,5 milliarder kroner, påpeger han.

- Det er fra den ene lomme til den anden. Det minder om Ebberød Bank. Det er en dårlig idé, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han er ikke imponeret af 27,5 milliarder kroner til at forny danske togstrækninger, så turen mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg kun tager en time mellem hver by. VK-regeringen tilførte dansk infrastruktur 100 milliarder kroner, forklarer han.

- Man gambler med arbejdspladser. Både ude på Nordsøen og i land med Esbjerg som helt konkret eksempel. Det er i øvrigt også i strid med regeringens eget forsikringsprincip, siger Lars Løkke Rasmussen.

Nordsøaftalen gør det sværere for regeringen at få en aftale med Venstre om vækstpakken. Aftalen øger byrderne, selv om regeringen tirsdag ifølge Løkke bebudede, at den ikke laver nye byrder. Det strider mod Venstres krav om et byrdestop, siger han.

- Man sætter skatten op på investeringer i Nordsøen og gambler med investeringslysten og danske arbejdspladser. Dette tiltag fra regeringen i dag gør forhandlingerne om vækstpakken vanskeligere, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...