Løkke om omdiskuteret håndtryk: Kan blive statens opgave

Der skal gives hånd for at få dansk statsborgerskab, fastholder Løkke. Staten kan overtage fra kommunerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastholder, at der skal gives hånd for at få dansk statsborgerskab. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politik 4. september 2018 13:49 - Opdateret 4. september 2018 14:20

En række borgmestre fra forskellige partier har udtrykt modvilje over for et lovkrav, hvor en person skal give hånd til borgmesteren ved en ceremoni for at få dansk statsborgerskab.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastholder, at sådan skal det være. Også hvis kommunerne ikke magter opgaven.

- Kommunerne er rammen om det nære demokrati. Det er der, hvor folk bor, og det er også meget nemmere at gennemføre det her 98 steder.

- Men hvis kommunerne har et problem med at danne ramme om det her, må vi finde en anden løsning. Så må det være staten, der afvikler de her ceremonier, siger Løkke.

Statsministeren minder om, at der er flertal i Folketinget for en indfødsretsceremoni for at blive dansk statsborger.

I juni aftalte regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en række stramninger på statsborgerskabsområdet.

Det er i den forbindelse, at regeringen er ved at udarbejde et lovforslag, hvor håndtrykket er en del af ceremonien. Giver en person ikke hånd, får vedkommende ikke dansk statsborgerskab, er meldingen.

Det har flere borgmestre kritiseret, deriblandt også en række Venstre-borgmestre.

- Ceremonien har som sit hovedindhold, at man skriver under på Grundloven, siger Løkke, og han tilføjer, at det er helt naturligt at give hånd efterfølgende:

- Det er den måde, vi gør det på i Danmark. Siger man tillykke med statsborgerskabet, så giver man hinanden hånden.

Løkke erkender, at der har været stor debat om emnet. Men han forventer, at landets borgmestre, uanset partifarve, respekterer landets lov.

- Hvis kommunerne har problemer med at huse de her indfødsretsceremonier, må de sige fra, og vi må gennemføre den på anden vis.

- Det politiske ønske, og det, som der er flertal for på Christiansborg, er, at vi gerne vil festligholde det forhold, at man bliver dansk statsborger, siger Løkke.

Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti, bakker op om et lovkrav indeholdende et håndtryk.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, bakker ikke op om lovkravet.

- Jeg synes ikke, vi skal lovgive for nærværende, fordi jeg synes, vi skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge.

- Ceremonien er det vigtige for mig. Hvis det viser sig, at der er problemer med håndtrykket, så kan vi diskutere lovgivning på det tidspunkt, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...