Politik

Løkke præsenterer tre nye ministre

Jakob Ellemann får ministerpost, mens Karen Ellemann stopper som minister

Tommy Ahlers (ny uddannelses- og forskningsminister), Jakob Ellemann-Jensen (ny miljø- og fødevareminister), Eva Kjer Hansen (ny minister for fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling) sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen foran Christian XI’s Palæ, hvor Løkke præsenterede nye ministre for dronningen på Amalienborg Slot onsdag formiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tommy Ahlers (ny uddannelses- og forskningsminister), Jakob Ellemann-Jensen (ny miljø- og fødevareminister), Eva Kjer Hansen (ny minister for fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling) sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen foran Christian XI’s Palæ, hvor Løkke præsenterede nye ministre for dronningen på Amalienborg Slot onsdag formiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

DANMARK:Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede onsdag tre nye ministre.

Her er overblikket over Løkkes seneste ministerrokade:

Uddannelses- og forskningsminister:

Søren Pind meddelte tirsdag, at han forlader dansk politik med øjeblikkelig virkning.

Han erstattes af erhvervsmanden Tommy Ahlers, der blandt andet er kendt fra iværksætterprogrammet "Løvens Hule" på DR1. Ahlers er ikke medlem af Folketinget, men stiller op for Venstre ved næste valg.

Miljø- og fødevareminister:

Esben Lunde Larsen meddelte tirsdag, at han træder tilbage som minister. Han fortsætter i Folketinget frem til næste valg. Derefter siger han farvel til Christiansborg.

Han erstattes af Jakob Ellemann-Jensen. Han har hidtil været Venstres politiske ordfører.

Minister for fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling:

Karen Ellemann er ikke længere minister på områderne.

Den post overtages af partifællen Eva Kjer Hansen, som allerede har ministererfaring.

Det betyder ministerrokaden for Venstres folketingsgruppe:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen håber, at Karen Ellemann udpeges som ny gruppeformand af Venstres folketingsgruppe. Sker det, bliver hun den første kvinde til det hverv.

Den nuværende gruppeformand, Søren Gade, stiller op til Europa-Parlamentet næste år, og han har allerede meddelt, at han ville stoppe som gruppeformand senest i august.

Venstre skal have ny politisk ordfører, efter at Jakob Ellemann-Jensen blev udpeget som minister.

Torsdag sætter Venstre navne på de to poster, bekræfter Søren Gade.

Regeringens økonomiudvalg:

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er ikke længere en del af regeringens økonomiudvalg. Han erstattes i udvalget af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Dermed består udvalget af finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og altså Troels Lund Poulsen.

Sammen med koordinationsudvalget er økonomiudvalget et af regeringens to magtfulde udvalg, hvor en række topministre koordinerer regeringens politik.

Økonomiudvalget fastlægger blandt andet mange af de økonomiske rammer, som de øvrige fagministerier kan agere inden for.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst