Løkke sår tvivl om behov for tillægspakke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler behovet for en grøn tillægspakke til landbrugspakken ned.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sætter nu et stort spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for en grøn tillægspakke til landbrugspakken.

Tillægspakken var ellers en af de ting, som han selv forhandlede med De Konservative om i sidste uge i et forsøg på at løse tillidskrisen omkring daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

I Folketingets spørgetime afviser Lars Løkke Rasmussen et spørgsmål fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, om hvorvidt der venter en "miljøregning" for landbrugspakken.

- Regeringen mener ikke, at der ligger en miljøregning, som vi objektivt set har behov for at samle op, siger Lars Løkke Rasmussen.

De Konservative har ønsket en tillægsaftale for at rette op på, at landbrugspakken i de første år ikke i sig selv giver et grønt plus.

Eva Kjer Hansen fik i sidste uge kritik fra syv forskere, fordi ministerens udtalelser må forstås som om, landbrugspakken er god for naturen fra år ét. Det er ikke korrekt, mener forskerne, mens Eva Kjer Hansen afviser, at hun har misinformeret Folketinget.

Det var den strid, der førte til De Konservatives mistillid til ministeren og den efterfølgende ministerrokade, hvor Esben Lunde Larsen (V) mandag afløste Eva Kjer Hansen på posten som miljø- og fødevareminister.

Partierne i rød blok har tilbudt De Konservative et flertal for en grøn tillægspakke, der kan mindske udledningen af kvælstof i landbrugspakkens første år.

Og den bør gennemføres, mener Mette Frederiksen:

- Jeg må forstå det sådan, at statsministeren også mener, at der er en miljøregning, der skal betales.

- Statsministeren skrev på sit, tror jeg nok, foretrukne medie Facebook i sidste uge, at forhandlingerne om en tillægsaftale på én og samme tid skulle sikre, at vi kunne give fødevareklynge bedre konkurrencevilkår med respekt for naturen, siger Mette Frederiksen.

Der efterlyses svar på, hvilke grønne tiltag Lars Løkke Rasmussen vil tage i en tillægspakke for at sikre balancen.

- Det må i givet fald bero på en misforståelse, lød det fra Løkke, som tilføjede:

- Den landbrugspakke, som Folketinget har stemt igennem og som i øjeblikket er i en proces for at blive stadfæstet, hvorefter den kan implementeres, den indfrir præcis det her.

- Nemlig at give vores fødevaresektor noget mere konkurrencekraft, hvor vi samtidig respekterer noget andet, som er styrende for os, nemlig miljøet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål fra Mette Frederiksen: Vil det sige, at der ikke kommer en tillægsaftale?

- Det vil sige, at svaret på spørgsmål om, hvorvidt der hang en miljøregning, der deler jeg ikke det synspunkt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han lægger dog samtidig op til, at den nye miljø- og fødevareminister skal tale med partierne bag landbrugspakken, når han har fået sat sig ind i stoffet. Men det fremgår ikke helt klart, om forhandlingerne rent faktisk skal munde ud i en tillægspakke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.