Politik

Løkke siger nej til samråd om flygtningecenter uden for EU

Statsministeren oplyste på grundlovsdag, at der er drøftelser med andre EU-lande om et center uden for EU.

- Det vil i sig selv have en stærk forebyggende effekt, hvis asylansøgere ved, at et ophold i Danmark ophører, så snart man får afslag på asyl, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han holdt tale i Aarhus grundlovsdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Det vil i sig selv have en stærk forebyggende effekt, hvis asylansøgere ved, at et ophold i Danmark ophører, så snart man får afslag på asyl, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han holdt tale i Aarhus grundlovsdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at stille op i et samråd og fortælle om planerne om et center for asylansøgere uden for EU.

Socialdemokratiet og Enhedslisten ville have statsministeren i samråd, efter at han på grundlovsdag oplyste, at der var drøftelser med andre europæiske lande om et fælles modtage- eller udsendelsescenter i et ikke-attraktivt land.

Men statsministeren afviser at uddybe planerne i et samråd. Emnet sorterer nemlig under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), forklarer han i et svar til Folketingets Europaudvalg.

Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, mener, at det er for dårligt, at statsministeren ikke vil møde op.

- Det var jo statsministeren, der stillede sig op med pomp og pragt på grundlovsdag og annoncerede, at man var i gang med det her arbejde, siger Peter Hummelgaard.

Socialdemokratiet har selv foreslået, at flygtninge og migranter skal henvende sig i et modtagecenter uden for Europa, hvis de ønsker Danmarks beskyttelse.

Men Peter Hummelgaard tvivler på, i hvilket omfang der overhovedet foregår drøftelser om konkrete planer. Han henviser til, at både den tyske og den hollandske regering har afvist, at de skulle finde sted.

Hummelgaard vil tage imod tilbuddet om, at Inger Støjberg kan møde op i stedet og forklare sig på regeringens vegne. Det er nemlig statsministerens egen beslutning, om han vil stille op i samråd eller sende en minister.

- Jeg ville ønske, at det var anderledes. For jeg mener, at det er nogle informationer og en debat, som Folketinget har krav på og interesse i at være en del af, siger Hummelgaard.

Lars Løkke har ikke afsløret, hvor han forestiller sig, at et eventuelt center for afviste asylansøgere skal ligge. Kun at det formentlig vil være uden for EU.

- Men for at sige det ærligt: I et land, som ikke er på migranternes eller menneskesmuglernes liste over foretrukne destinationer, sagde han i sin grundlovstale.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst