Løkke skal afhøres i Thornings skattesag

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er blandt 43 personer, der skal afhøres af Skattesagskommissionen

Løkke skal afhøres i Thornings skattesag

En stribe fremtrædende Venstre-folk med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen skal udspørges om mulig politisk indblanding i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag og lækage af de fortrolige papirer, inden hun blev statsminister.

Det fremgår af den liste på 43 personer, som Skattesagskommissionen har offentliggjort mandag formiddag.

Allerede i sidste uge slap en stor del af navnene ud i dagbladet Politiken.

Ud over Lars Løkke Rasmussen skal hans tidligere spindoktor og efterfølgende leder af Venstres politisk-økonomiske sekretariat, Søs Marie Serup, og Løkkes nuværende spindoktor, Mikael Børsting, afgive forklaring til kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen.

Det samme skal Karsten Dybvad, der er tidligere departementschef i Statsministeriet og nu topdirektør i Dansk Industri.

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), der var minister da skattesagen blev ekspederet i september 2010, skal også afgive forklaring. Det samme skal hans daværende spindoktor, Peter Arnfeldt.

Troels Lund Poulsen har i en periode været på orlov fra Folketinget efter den megen fokus på hans person i sagen.

Ifølge dagbladet Information er han siden blevet yderligere belastet, fordi der er dukket en mail op, der viser, at Lund Poulsens embedsmænd selv har opfattet det som om, at den tidligere minister har blandet sig i sagen.

Andre navne på listen er tidligere skatteminister Peter Christensen (V), der var minister, da afgørelsen blev offentliggjort af dagbladet B.T. under valgkampen i september 2011.

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller hendes mand, Stephen Kinnock, er indkaldt til afhøringer, men parrets skatterevisor, Frode Holm, og Thornings spindoktor, Noa Reddington, skal afhøres.

Skattesagskommissionen blev nedsat i marts af den nuværende regering og forventer senest i marts 2014 at være færdige med arbejdet, der skal forsøge at afklare, om der var politisk indblanding i Helle Thornings skattesag, og hvem der lækkede papirerne.

Politiet vil lytte interesseret med i afhøringerne, da det lige nu overvejes, om der skal rejses en straffesag for lækagen af de fortrolige oplysninger.

/ritzau/