Løkke til Kina for at pleje forhold

KØBENHAVN:Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), rejser i næste weekend til Kina. Formålet med rejsen er at styrke og videreudvikle forholdet til den asiatiske supermagt. Løkke skal under besøget, der løber fra 9. til 12. april, mødes med premierminister Wen Jiabao og vicepræsident Xi Jinping for at drøfte centrale politiske og økonomiske spørgsmål, herunder klima. Efterdønninger efter klimatopmødet i december i København har i den seneste tid skabt spændinger mellem Kina og Danmark. Den kinesiske ambassade i Danmark hævder, at premierminister Wen Jiabao ikke fik en invitation til et afgørende møde under klimatopmødet i København. Danmarks klimaminister, Lykke Friis (V), siger det modsatte. /ritzau/

Forsiden