Løkke til Thorning: Nu må du svare på skat

Ingen har lyst til at skære igennem i forhandlingerne om skat. Nu må Thorning på banen, siger Løkke.

Løkke til Thorning: Nu må du svare på skat

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må nu selv gå ud og fortælle, om hun vil forhandle om en mindre skattereform med Venstre eller ej.

Det siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V), som dermed fortsætter den stoledans med regeringen, som kan ende med, at en af parterne til sidst falder på halen med budskabet om, at skatteforhandlingerne er brudt sammen.

- Vi har brug for et klart signal fra regeringen. Og jeg mener, at det bør komme fra statsministeren. Jeg har forhandlet med finansminister Bjarne Corydon, og i dag gik Margrethe Vestager ud og sagde noget.

- Nu må statsministeren svare på, om regeringen vil se en delegation fra Venstre til skatteforhandlingerne eller ej, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han afviser regeringens tilbud om at forhandle om en samlet reformpakke, som også indeholder skat. Det indeholder alt for mange "tidsler", siger Løkke.

Hvis regeringen vil nå en aftale med Venstre inden 1. juli, så vil partiet kun tale om skat - og målet skal kun være en mindre tre-årig aftale.

- Det er et fint tilbud, vi har givet regeringen. Vi vil gerne forhandle med afsæt i de penge, som er på bordet, og vi kan lave en aftale uden at besvære boligejerne og folkepensionisterne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser til, at Venstre i sit udspil har pillet regeringens forslag om at skære i boligejernes rentefradrag ud. Også forslaget om at skære i folkepensionen for de rigeste danskere har Venstre taget ud.

Spørgsmål: Er det ikke det samme som at sige, at Venstre er ude af skatteforhandlingerne nu?

- Nej, jeg kæmper for at holde mig inde i skatteforhandlingerne. Man skal ihukomme, at det var mig selv, der foreslog at lave en helhedsløsning.

- Og det gjorde jeg, fordi der i regeringens skatteudspil er så mange ubehageligheder, at det ville aldrig være et projekt Venstre kan være med i.

- Det må jeg bare konstatere er en død ende på grund af tidsfristen og regeringens parathed til at bringe penge på bordet. Så har jeg forsøgt at anvise en ny vej gennem en kortere aftale. Og jeg har ikke fået svar fra regeringen på, om man er interesseret i den vej, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han efterlyser et svar fra regeringen inden søndag, hvor han rejser til Rio for at deltage i et internationalt topmøde om bæredygtighed. Men telefonen er dog fortsat åben i den kommende tid, lyder det.

/ritzau/