EMNER

Løkke: Wilders er velkommen

KØBENHAVN:Den kontroversielle hollandske parlamentariker og islamkritiker Geert Wilders er velkommen i Danmark, når Trykkefrihedsselskabet 14. juni holder konference om ytringsfrihed. - Han er velkommen, og det danske samfund vil gøre sit til, at han kan være tryg, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Men Lars Løkke Rasmussen holder stadig fast i, at han ikke har behov for at se Wilders til regeringens store konference om antiradikalisering til efteråret. - Jeg deler ikke værdier med Wilders, der ønsker at lægge en hel religion for had. Han har retten til at ytre sig, men jeg har også selv retten til at bestemme, hvem jeg er i dialog med, siger den danske statsminister. Han mener også, at Wilders besøg 14. juni betyder, at symbolværdien ved at invitere Wilders til regeringens konference forsvinder. - Den pointe er understreget alene derved, at Wilders kommer til Danmark. Vi åbner os for ham og passer på ham, og set i det lys, er der heller ikke noget behov for, at Wilders kommer til konferencen, siger Lars Løkke Rasmussen./ritzau/