Løkken-svømmere klarede næsten 100 km

Færre deltagere der svømmede længere end tidligere

Svømning 30. september 2002 08:00

LØKKEN: Egentlig er svømmehallen lukket om søndagen nu om dage, men i går emmede den af liv det meste af dagen. Det var tredje år, at Svømmeklubben Sømærket var med i den landsdækkende svøm-langt-dag. Det var en helt anden udgave af den i Løkken ellers så populære pub-crawl. Det var stadig helt fint at drikke mellem de mange svømmetag, men et bedre ord er måske pool-crawl. - Man behøver ikke at være medlem af klubben for at svømme med i dag, og alderen er også underordnet. Men måske er det søndagslukningen i år, der holder nogle væk, mente en af de mange omgangstællere ved bassinkanten. Og bassinkanten stødte otte-årige Malte Damgaard på rigtig mange gange - de første to timer havde han tilbagelagt fire kilometer på den 25 meter lange bane. - Han har kun lige været oppe for at tisse og har næsten ikke tid til at snakke. Lige som de andre holder han sig mest til at spørge, hvor langt han er nået, fortæller Jørgen Buus, Børglum, der talte Maltes omgange. - Jeg ligger og lytter til musikken og tænker på, hvem der har indspillet den, forklarer Malte helt uden pust i stemmen. Længst: 12 km Han slappede fuldstændig af med sin rygsvømning, men de havde også fået at vide, at de bare skulle tage det stille og roligt. - Jeg har det fint. Jeg er bedst til rygsvømning og startede for tre år siden, da min far tog mig med herned. Malte er dog ikke vant til svømmefødderne, så han fandt en vabel ved lilletåen i en kort pause. Derfor stoppede han ved de fem km. Længere henne i bassinet rundede 15-årige Nils Sidén de første fem kilometer efter halvanden time. Han svømmer også holdkonkurrence til daglig, men søndag gjaldt det ikke om at komme først, men om at komme længst. Han kunne være stolt af, at han nåede at svømme hele 12 kilometer Det var den længste distance, der blev svømmet af en deltager hele dagen. I alt svømmede de 32 deltagere knap 100 kilometer. Også Henrik Taagaard, der bliver 17 år i morgen, havde tænkt sig at svømme 12 kilometer. Men han måtte stoppe ved syv - det er heller ikke så ringe. Alle deltagerne fik diplomer med navn og tilbagelagt distance efter indsatsen. En klub med gang i - Vi kan ikke være med i konkurrencen mod klubber i de større byer. Men måske kan vi igen være lige så heldige som det første år, i var med. Da vandt vi 10.000 kr. ved lodtrækning. De faldt på et tørt sted og blev brugt til svømmeudstyr, siger Birgitte Kjærsgaard, formand for svømmeklubben. Klubben klarer sig ellers godt i konkurrencen med andre af landsdelens klubber. Ved udtagelsesstævnet i Hjørring for nylig blev alle seks deltagere fra Sømærket udtaget til amtsholdet, der svømmer finale i Århus 17. november. Svømmmeklubbens ca. 140 medlemmer har træningsdage tirsdag og torsdag eftermiddag og aften. Torsdag sidst på eftermiddagen plejer der at være 30-50 små deltagere fordelt på tre hold til "Plask og Leg", og der er også svømmeskole for de mindste. Konkurrencesvømmerne og Flipper-svømmerne dannede i fredags en ungdomsklub, så måske bliver der alligevel noget, der minder lidt mere om pub-crawl - i hvert fald er pool-party en mulighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...