Løkken Varmeværk planlægger udvidelser

Mange nye boliger i byen betyder, at værkets kapacitet må udbygges. Pris 6,5 mio. kroner

Energiselskaber 29. september 2002 08:00

LØKKEN: Mange nye boliger er på vej i Løkken, og det får konsekvenser for Løkken Varmeværk. Værkets formand Hans Jørgen Christiansen sagde i sin beretning på generalforsmlingen, at værket ikke kommer uden om at skulle udvide. - Flere projekter er i gang i vores by: Skolens areal, Midtbyens Camping, udvidelse af ældrecenteret, boliger i Søndergade og senest det gamle bibliotek i Løkkegade - samlet en mængde boliger, som betyder, at vi må overveje, om værkets kapacitet er stor nok. Hvis alt fungerer - ingen problemer. Men hvis der sker nedbrud, skal vi sikre, at der er en overlapning, der kan klare forsyningen. Hvis vi ikke har det, kan det blive en meget dyr foranstaltning, da vi så kan risikere, at vores anlæg i hele byen går til, advarede formanden. - Forbyggelse er således nødvendig. Deltagerne på generalforsamlingen blev præsenteret for skitser, der kunne anskueliggøre et forestående projekt. - Prisen for en samlet løsning er 6,5 mio. kroner. Vi har i bestyrelsen på nuværende tidspunkt valgt, at vi starter med udskiftning af den gamle skorsten, så vores kapacitet derved øges væsentligt. Men vi kommer ikke uden om at skulle udvide yderligere. Derfor har vi også sat en ansøgning i gang omkring udvidelse, rent papirmæssigt. Vi må ikke være bagefter, da det i værste tilfælde kan koste mange penge, tiføjede Hans Jørgen Christiansen. Bestyrelsen mener ikke, at en udvidelse vil få varmepriserne til at stige. - Vi mener klart, at den nuværende pris kan holdes, selv om investeringerne bliver aktuelle. De tiltag, der sker i vores lille by, er trods alt af positiv karakter, og dem skal vi i Løkken Varmeværk absolut støtte, understregede Hans Jørgen Christiansen. Lyn og tæring Formanden kunne i sin beretning fortælle om, at tæring i flis-kedlen og iikke mindst lynnedslag har ramt driften af Løkken Varmeværk hårdt i det forgangne år. - Men jeg tror ikke, forbrugerne har mærket til det, da vores personale har tacklet problemerne meget professionelt, tilføjede formanden. Lynnedslag ramte værket i det nuværende varmeår. - Hvad, der er gået i stykker, ved vi knap nok, men skaden er anmeldt til varmeværkets forsikringsselskab, så vi gerne - ud over ekstra arbejde - skulle holdes skadefri, rent økonomisk. Hans Jørgen Christiansen måtte konstatere, at salget af varme har fået en nedtur. - Det er selvfølgelig godt, men ikke driftsmæssigt. Den solgte mængde varme er faldet med cirka 1000 MWh. Vi har dog kunnet fastholde vores budgetterede pris trods dette fald, tilføjede formanden. Sidste år lavede varmeværket - på grund af nye regler - om på måden at udforme regnskabet på. - Vi valgte at følge de nye regler, hvorved vi aktiverede de foretagne investeringer, der er sket på varmeværket. Det betyder, at forbrugerne må leve med, at varmeværket år efter år kommer ud med et underskud. Jeg synes faktisk, det er synd for vores driftspersonel, da de rent faktisk sørger for, at I har en fornuftig varmeregning, sagde formanden. Han fremlagde på generalforsamlingen beregninger, der viste, hvordan driften rent faktisk er, når forbrugerne kigger i egen tegnebog. - Der er fortsat sammenhæng rent likviditetsmæssigt, hvilket vi i bestyrelsen bruger som rettesnor for vores arbejde. Værket i Løkken har i det forgangne år fået 18 nye forbrugere tilsluttet. Prisen for tilslutning er hævet med 50 procent, så det i dag koster 18.250 kroner at blive tilsluttet. - Det er stadigt billigt i forhold til anden energikilde. Vi har dog fortsat ikke dækket varmeværkets udgift til tilslutningen, oplyste Hans Jørgen Christiansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...