Ungdomsuddannelser

Løkkens gæster skal forkæles

Turisterhverv sender 500 medarbejdere på kursus

LØKKEN:Turisterne skal have så god en oplevelse af Løkken, at de rejser hjem og fortæller andre om, hvor dejligt der er i Løkken - og selv kommer igen næste år. God service er nøglen til gode ferieoplevelser, og derfor går turisterhvervene i Løkken nu sammen om at sende 500 medarbejere på et tre dages kursus. Dertil kommer flere dages opfølgning i løbet af sommeren. - Målet er at skabe mere engagerede og glade medarbejdere - og dermed selvsagt endnu bedre service over for områdets mange sommergæster, oplyser erhvervschef Steen Hjulskov, der står bag initiativet. Blandt kursisterne vil være de ansatte i Action House. - Hvis en af vores gæster f.eks. spørger, hvor man kan se på kunst i Løkken, ved medarbejderen måske ingenting. Man kan altid blive bedre til at servicere gæsterne, påpeger Tommy Jensen, Action House. Også butiks-, diskoteks- og hotelejere m. fl. kommer på flere dages særlig træning. De skal bl.a. lægge en samlet strategi for samarbejdet, både hvad angår styring og økonomi. - Det giver en vældig synergi, når så mange i turisterhvervet arbejder sammen om fælles interesser - selv om de er konkurrenter til hverdag, siger projektleder Lars Hajslun. Projektet er kommet på skinner efter et fællesmøde med repræsentanter for rundt regnet 30 sommer- og turist-etablissementer i Løkken.