Løn skal afspejle markedsforhold

Forleden dag blev jeg opfordret til at underskrive en sympatierklæring vedrørende sygeplejerskernes konflikt med regionerne. Det nægtede jeg, og jeg vil gerne forklare hvorfor.

Det er efter min opfattelse evident, at der mangler sygeplejersker på vore hospitaler. Årsagen er, så vidt jeg har forstået, at der er for mange uddannede sygeplejersker, der forlader faget. Derfor må der naturligvis gøres noget for at forbedre arbejdsforholdene, så sygeplejerskerne bliver i faget, og en af vejene er at forbedre lønnen. Men det er praktisk taget umuligt, fordi det betyder, at sygeplejersker skal have større lønstigninger end andre offentligt ansatte. Det vil de andre offentligt ansatte ikke gå med til, og derfor får alle offentligt ansatte stort set samme procentiske lønstigninger ved overenskomsterne. Det er naturligvis galt, fordi man herved har sat loven om udbud og efterspørgsel ud af kraft. I stedet burde de offentlige lønsystemer være således indrettet, at fag, hvor der er mangel på arbejdskraft, skal have de procentisk største lønstigninger, medens fag med arbejdsløshed bør have mindre lønstigninger eller måske endda lønfald, således at det bliver mere attraktivt at lære de fag, hvor der er mangel på arbejdskraft og mindre attraktivt at lære de fag, hvor der er ledighed. Hvis det var det, sygeplejerskerne kæmpede for, ville jeg gerne underskrive en støtteerklæring, men det er det ikke. I stedet har de slået på, at deres arbejde er særligt vigtigt, og selvfølgelig er deres arbejde vigtigt, men det er arbejdet som lærer, politibetjent, brandmand eller rengøringsassistent jo også. Desuden har de hævdet, at deres fag er særligt lavtlønnet, fordi det er et kvindefag, og så må jeg sige fra. For hvis det er der, skoen trykker, burde de damer og herrer sygeplejersker have valgt en anden uddannelse af samme længde, der gav mulighed for højere løn. Men det har de ikke, og derfor har de ingen som helst ret til at beklage sig over, at de ikke får mere i løn. For det vidste de jo, da de valgte uddannelse. Jeg er altså enig i, at sygeplejerskerne skal have bedre arbejdsforhold og sandsynligvis også bedre løn. Men jeg er uenig i de argumenter, som sygeplejerskerne fremfører til støtte for deres krav. De peger ikke på de reelle problemer, der har medført den nuværende mangel på sygeplejersker, og de fører derfor ikke til løsningsforslag, der kan fjerne denne mangel. Derfor vil jeg ikke støtte deres konflikt.