Overenskomster

Lønforhandling gået i hårknude

Lærerne vil ikke acceptere de subjektive kriterier i Ny Løn

AABYBRO:Jammerbugtens Lærerkreds og AabybroKommune kunne ikke blive enige om at forhandle Ny Løn til kredsens 135 medlemmer samt ledermedlemmer i Aabybro Kommune. Derfor er forhandlingerne nu overtaget af Lærernes Centralforening og Kommunernes Landsforening. Stridspunktet er, at kommunen vil indføre den del af Ny Løn, som indeholder en personlig kvalifikationsløn.Den vurderes fra person til person ud fra den enkelte medarbejders indsats og kvalifikationer. - Vi kan ikke acceptere, at vores medlemmer skal aflønnes ud fra subjektive kriterier, som er de ”fleksible og servicemindede”. Vi vil have fremadrettede, objektive kriterier, og aflønning efter de funktioner, uddannelser og erfaringer man har, siger Inge Haaber Pedersen, formand for Jammerbugtens Lærerkreds. Det er første gang, lærerkredsen har skullet forhandle en personlig kvalifikationsløn. - Det er ikke vores politik, at man skal aflønnes efter, om man er rødhåret eller ej. Vi vil have forhåndsaftaler, hvor der er sat løn på stillingen, inden der er sat navn på. Grupper, der udfører en arbejdsopgave kollektivt eller bærer et kollektivt ansvar, skal aflønnes efter en kollektiv lønprofil. Lønaftalerne skal tilgodese Folkeskolens kerneydelse, undervisningen, siger hun. Aabybro Kommune har tidligere indført denne del af Ny Løn på andre områder, oplyser Niels Eske Nyhus, chef for skole- og kulturforvaltningen. Kommunen fik for et par år siden en henvendelse fra pædagogernes fagforbund, BUPL, som gerne ville have indført den personlige kvalifikationsløn. - Derfor gik vi med i et pilotprojekt, og vi har efter et års tid fundet en måde at gennemføre det på.Den erfaring er der skelet til, da vi i år forhandler Ny Løn med alle organisationer på baggrund af, at vi permanent vil bruge Ny Løns midler til at give en personlig kvalifikationsløn, siger han. - Vi har forsøgt at gøre de subjektive kriterier objektive ved at vurdere medarbejderne ud fra ni parametre vedrørende deres adfærd og deres jobopfyldelse. Det sker ud fra lønsamtaler med den nærmeste foresatte, siger NielsEske Nyhus, der ellers ikke vil kommentere forhandlingerne.