Overenskomster

Lønkagen er for lille

Sygeplejersker i den nordlige del af Thy går til mazarinerne for at komme ud med deres budskab om ligeløn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pia Lindberg, sygeplejerske på Fyrglimt, har fået ideen til at uddele kager, der mangler en fjerdedel. På samme måde som offentligt ansatte sygeplejersker mangler 25 procent i løn i forhold til andre med samme uddannelseslængde.

- Hvis vi ikke får mere i løn, hvordan skal vi så rekruttere flere til faget?, spørger Pia Lindberg, sygeplejerske og tillidsrepræsentant på ældrecentret Fyrglimt i Hanstholm. Pia Lindberg og en række kolleger er torsdag middag gået i aktion i Hanstholm Centret for at fortælle, hvorfor de har varslet konflikt over for arbejdsgiverne i regioner og kommuner. Pia Lindberg har fået Guldbageren i Hanstholm Centret til at bage 300 mazarinkager, der er beskåret med en fjerdedel. Det er for at illustrere det løngab, som de offentligt ansatte sygeplejersker har i forhold til de privatansatte. Pia Lindberg peger på, at Danmark ligesom Norge bør have en ligelønskommission. Det er efter hendes mening regeringens ansvar, at der bliver gjort noget ved den skæve lønfordeling i landet. Sygeplejestuderende Karina Jakobsen, der stammer fra Ræhr, er med i aktionen. Når hun om halvandet år er færdig på sygeplejeskolen i Thisted, har hun udsigt til en grundløn på 18-20.000 kroner. - Det er alt for lidt i forhold til det ansvar vi har og det arbejde, vi yder. Ofte på skæve tider, siger Karina Jakobsen. Det er ikke lønnen, der har fået hende til at gå ind i sygeplejefaget. - Det er den omsorg, man kan yde overfor andre. At man kan gøre en forskel, siger Karina Jakobsen, der er i praktik på Kærvang i Nykøbing.