Socialforhold

Lønnen skrider i ældrepleje

Den integrerede pleje kom økonomisk halvskidt fra start

FREDERIKSHAVN:Socialudvalget i Frederikshavn har et vågent øje til lønudviklingen inden for den integrerede pleje. Det er også nødvendigt. Allerede efter årets første måned kniber det med at holde udgifterne inden for budgetrammen. En halv million ligger overskridelsen på – og ganget op med alle årets 12 måneder kommer vi op på hele seks millioner kroner. - Vi har givet hinanden håndslag på, at budgettet skal holde, og forvaltningen har lovet, at det her er en enlig svale. Men vi følger naturligvis udviklingen tæt, siger formanden for socialudvalget, Erik Janum, V. Han har fortsat en tro på, at de tal, der ligger til grund for lønberegningen for den integrerede pleje holder – også selv om året fik en lidt halvskidt start. Det er område midt, nord og vest, der står for den store overskridelse. Områderne syd og land rammer kun ganske få tusinde kroner ved siden af budgettet.