Lørdag er vredens dag ISLAND: Hver lørdag samles tusinder af demonstranter foran Altinget for at forlange regeringens afgang

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er en tavs vrede blandt demonstranterne i Reykjavik. Lørdag er nu blevet vredens dag i Island. Foto: Omar Oskarsson/ Morgunbladid

REYKJAVIK:Island har fået en ny helt. Den 63-årige sanger og sangskriver Hördur Torfason, der gennem mere end to måneder har stået i spidsen for regelmæssige demonstrationer foran Altinget i Reykjavik. Når demonstranterne igen i morgen eftermiddag vil samles foran Altinget, er det tiende gang med ugentlige lørdagsdemonstrationer. Det er aldrig sket før i Island. De normalt så besindige islændinge er fyldt med vrede. Gennem demonstrationerne kan de få afløb for deres frustrationer. - Jeg synes, at jeg som kunstner har en pligt til at give vreden en stemme, siger Hördur Torfason på klingende dansk, for han har boet 19 år i København. Demonstranterne kræver regeringens afgang, og de har tænkt sig at blive ved med deres aktioner, indtil kravet er opfyldt. - Vores land er reelt gået bankerot. Netop nu, i Islands skæbnestund, har vi brug for en regering, der har tillid hos befolkningen. Hvis regeringen skal kunne lede os som folk gennem denne krise, skal vi have en regering med et folkeligt mandat. En regering, som vi kan tro på. Men der er ingen, der har tillid til den siddende regering, for der jo dem, der er årsag til alle ulykkerne. - Der er derfor ingen anden løsning, end at regeringen træder tilbage, så vi kan få et valg og en ny regering, der nyder folkets tillid, fortsætter Hördur Torfason med et venligt smil, for vreden gælder kun regeringen og de 30 islandske forretningsfolk, der har stået i spidsen for de islandske banker, og dermed har ledt Island ud i det økonomiske uføre. Overfor alle andre er islændingene ligeså venlige som altid. Nøgendans på torvet NORDJYSKE var med, da der sidste lørdag blev demonstreret på bytorvet foran Altinget. Set med danske øjne var det en ualmindelig fredelig og værdig demonstration. Et orkester spillede mellem talerne. Der var ingen, der råbte. Ingen, der kastede med hverken æg eller brosten. Det eneste uortodokse indslag var en ung mand, der pludselig smed al tøjet og dansede nøgen rundt for at vise, at han i bogstaveligste forstand føler sig flået for alt af værdi. Det var dog en kort happening. Det kolde islandske vintervejr med blæst, slud og temperaturer omkring frysepunktet indbød ikke til en langvarig nøgendans. Men den tavse vrede var ikke til at tage fejl af blandt de forsamlede. Island er midt i en krise, der vil forandre landet for altid. Vreden er derfor også iblandet en alvorlig ængstelse for, hvad fremtiden vil bringe. - Det er meget sjældent, at vi demonstrerer her i Island. De få gange, hvor det er sket, har der varet i et par timer, og så er folk gået hjem for at få en kop kaffe, siger Hördur Torfason. Denne gang er det anderledes. I Island plejer man at være stolt af, at der i forhold til andre lande er kort afstand mellem top og bund i samfundet. Her er man på fornavn med alle. Ved andre kriser er islændingene rykket endnu tættere sammen. Men sådan er det ikke denne gang. Vrede mod forretningsfolk Nu står islændinge bittert overfor andre islændinge. Eller rettere. Næsten hele befolkningen er forenet i deres vrede mod regeringen og den lille gruppe på 30 unge forretningsfolk, der har stået i spidsen for bankerne, men som nu alle bor i udlandet. Flere af dem har store luksuslejligheder i London, og det er åbenbart ganske velkendt blandt islændingene, at de unge nyrige bankfolk i god tid inden bankernes kollaps har sørget for at trække store millionbeløb ud af deres firmaer. Vreden er så stor, at det næsten føles som om, at de voldsomme interne stridigheder fra saga-tidens Island i 1200-tallet er blevet vakt til live på ny. Den sidste taler bliver klappet frem. En ung kvindelig forfatter, der opfordrer islændingene til at huske på, at så længe, der er fisk i havet, vil Island bestå. Lige nu er situationen for Island så usikker, at det blandt de forsamlede faktisk ikke er nogen selvfølge, at Island vil bestå. Hun får derfor et stort bifald. Fisk har altid været Islands vigtigste ressource. Og efter at den korte flirten med finansbranchen nu er endt så fatalt, søger mange i Island nu tilbage mod de gamle islandske værdier. Der vil igen blive mere status i at være fiskeskipper med egen kutter end at have et job som finansmand i bankerne.