Lørdage med sjov og musik i gården

HOBRO:Med popduoen Souvenirs - bestående af Sofie Bonde og Nils Torp - tager Hobro Restauratørforening i samarbejde med Handelsstandsforeningen fat på en række lørdage med anderledes sommersjov i Bies Gård. Den første lørdag er 25. juni, og da kan man altså opleve popduoen, som siden 1994 med jævne mellemrum har hærget landet med sange som "Orangejuice" og "I et sommerhus". Siden har to også prøvet at rejse rundt med cirkus - nemlig Cirkus Charlie - som de i 2004 tog med rundt i landet på sommerturne. Lørdagen efter er det så tid til børnesjov, for da er der loppemarked for børn. Det sker lørdag 2. juli, og ugen efter - 9. juli - bliver der country & westerndag med blandt andet live musik ved Country Expressen. 16. juli er der bil-auktion i Bies Gård, hvor man enten kan sælge sin bil eller gøre et godt køb. 23. juli er der igen musik i gården til Lørdagssjov, og da er det Bent W. og Bies Husorkester, som spiller op. Juli måned slutter med at en række fødevareproducerende virksomheder i Hobro og Omegn viser deres produkter frem, og der vil naturligvis også være mulighed for at smage derpå. August er der igen musik lørdag 6. august, hvor Ryan Linnemann synger og spiller, og sidste Lørdagssjov i Bies Gård finder sted 13. august med børneteater. De to arrangører får desuden hjælp fra ASF Hobro-afdeling, som på de lørdage, hvor underholdningen ikke er specielt for børn, vil sørge for at lave særlige børneaktiviteter. Alle lørdagsarrangementerne i Bies Gård finder sted fra klokken 10 til 13.