Lørdage på Kirkepladsen

Morgenfruerne inviterer til Torvedag på Kirkepladsen hver lørdag i november

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirkepladsen skal summe af liv, ligesom forleden hvor de var Halloweenfest og gang i den. Susanne Helberg og en række andre erhvervskvinder fra Morgenfruerne laver nu torvedage på Kirkepladsen, hver lørdag i november. Foto: Kim Dahl Hansen

Torvedage på Kirkepladsen hver lørdag i november, med kvalitetsråvarer fra nordjyske leverandører. Det er et pilotprojekt, som nu skydes i gang af Morgenfruerne, en gruppe erhvervskvinder, der har fostret idéen som deres bidrag til idekonferencen FRH2.0. - Der bliver mulighed for at købe alt fra kager over brød, grøntsager, frugt, blomster, ost, marmelade til fisk og andre fødevarer, fortæller en af initiativtagerne, Susanne Helberg, der driver forretningen Helberg Design på Kirkepladsen. Flere af de øvrige idékvinder har også tilknytning til forretninger tæt på Kirkepladsen: Jackie O, Farmors Café, Kronen på Værket blomsterforretningen NY for eksempel. Pilotprojekt Hver lørdag i november bliver der rejst otte af Tordenskiolds huse på Kirkepladsen, og så vil der bliver serveret kaffe, the og chokolade og hygget om gæsterne. Inspirationen har Morgenfruerne blandt andet hentet i Norditalien. - I Modena, som ligger ved Firenze, har de et verdensberømt marked, som er en kæmpe attraktion. Vi satser på at skabe noget af den entusiasme og arbejdsiver, som vi har mødt i Modena, siger Susanne Helberg, der håber på opbakning fra såvel lokalbefolkningen som gæster udefra. - Kirkepladsen er blevet sat flot i stand, men det meste af året står den bare der og skiller byen på midten. Nu forsøger vi det her, og bliver det en succes, kan vi formentlig gøre det mere permanent. Vi trænger til at prøve noget nyt og vi tror på det her, siger Susanne Helberg. Første torvedag på Kirkepladsen er lørdag 6. november fra 10-14.

Forsiden