Lørdagsmusik i Frederikshavn Kirke

FREDERIKSHAVN:10. juli fra kl. 11.00 - 11.30 spiller organist Thomas M. Kursch i Frederikshavn Kirke. Det er dermed kirkens egen organist, der sidder ved orglet. Der er gratis adgang til lørdagens koncert, hvor alle er velkomne, - også selv om man måske kun vil overvære en del af den. Thomas M. Kursch har valgt at bygge koncerten op som en temakoncert over salmemelodier i orgelmusikken fra den nordtyske barok. Koncerten indledes med en af Scheidemanns store fantasier. Melodigrundlaget er i dette tilfælde ikke en tysk salmemelodi men en gregoriansk melodi til Marias Lovsang. Formen er dog den typiske Schedimann’ske. Stilistisk befinder Scheidemanns musik sig mellem renæssancen og barokken. Det blev sagt om Scheidemann at han kompositioner var som hans spil og som hans person: Levende, munter og lige til. En af de komponister, der forstod betydning af den af Scheidemann skabte koralfantasi, var danskeren Diderik Buxtehude. I det mindste to af hans koralfantasier lægger sig tæt op af Scheidemanns form. Det er de to fantasier han komponerede over melodierne til to salmetekster af ingen ringere end Martin Luther. Netop disse to fantasier vil Thomas Kursch spille og dermed klart demonstrere både deres afhængighed af og forskellighed fra forbilledet. -Karakteristikken af Scheidemanns musik som levende og munter kan næsten bruges på Buxtehudes. Blot må superlativerne poetisk og dramatisk tilføjes, forklarer organisten.