Lørslev Skolekor - et vinderkor

Koret fra Lørslev Skole har netop vundet 10.000 kr. i Spil Dansk-konkurrence og optræder nu igen

En Verdensomsejling Under Havet blev en stor succes i Nordsøen Oceanarium i foråret - en eventyrlig forestilling. Arkivfoto: Hans Ravn

En Verdensomsejling Under Havet blev en stor succes i Nordsøen Oceanarium i foråret - en eventyrlig forestilling. Arkivfoto: Hans Ravn

HJØRRING/LØRSLEV:Sang- og eventyrlystne elever fra Lørslev Skole er kendt viden om for deres udgave af Jules Vernes "En Verdensomsejling Under Havet". De gav mange andre skoleelever en helt unik chance for at komme med Jules Verne på musikalsk eventyr i Oceanariets dyb, da de var skuespillere og musikere og opførte den selvproducerede musical i foråret foran fire mio. liter vand og tusindvis af forunderlige fisk, havplanter og skibsvrag i Nordsøens Oceanarium. Nu har koret på den lille landsbyskole vundet Spil Dansk Dagens one-liner konkurrence om 10.000 kr. Konkurrencen gik i al sin enkelhed ud på at skaffe så mange venner som muligt til Spil Dansk Dagens Facebookprofil og så selvfølgelig få dem til at stemme på den one-liner, man havde lavet til sit Spil Dansk Dagen arrangement. - En ægte win-win situation: Jo flere stemmer, jo flere venner, jo større kendskab til Spil Dansk Dagen og de enkelte arrangementer, siger Leif Kjær Jakobsen, lærer på Lørslev Skole. Sammen med lærer Tina Vestergaard står han for tekst og musik i det store verdensomsejlingsprojekt. På Spil Dansk Dagen på torsdag optræder Lørslev Skolekor i Børnehaven Pilehuset med fortællekoncerten ”En Verdensomsejling Under Havet”. Det er en eventyrlig forestilling med sang, musik og fortælling. Koret tager Børnehaven Pilehuset med på undervandsbåden Nautilus spændende rejse dybt under vandet. Gennem sang og fortælling møder børnene farlige kæmpeblæksprutter, hemmelige skattekister med guld og diamanter, frække sømænd og farlige kannibaler! Børnehaven synger med på sangene og har selv pyntet flot op til ægte undervandsstemning med fisk og havplanter. En tredjedel af skolens elever deltager i korundervisningen, og det er derfor oplagt at bruge kor som løftestang for andre musiske aktiviteter. - I kor er det sociale der spiller hovedrollen ved at styrke ansvarsfølelsen, samarbejdsevnerne og glæden ved at udtrykke sig kreativt sammen med andre. Vi har benyttet konkurrencen som endnu en måde at eksponere vores kor på, siger Leif Kjær Jakobsen. De 10.000 kr. skal bl.a. bruges til at lave en kæmpe korevent for 600 skoleelever på Spil Dansk Dagen 2009.