Løs- gående missil

Spidskandidat for Venstre til EU-valget, partiets forhenværende politiske ordfører og forhenværende radiodirektør på TV2 Jens Rohde, kendt for sin bramfri stil, har ved en fortalelse udtalt, hvad ingen har måttet sige om Irak-krigen, nemlig at Danmark gik med i krigen på grund af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben!

Da det gik op for Jens Rohde, at han havde begået en fortalelse, havde lavet et veritabelt anti-spin, der afslørede regeringens spin, måske hjulpet på vej af statmandsvægtige Søren Pind (Stok), der ønskede Rohdes benægtelse af de famøse udtalelser, måtte den iltre politiker ty til et nyt spin for at tilsløre sit anti-spin. Hvordan laver man et nyt spin over et anti-spin? Jo, man indrømmer, at regeringens ”italesættelse” af sit beslutningsgrundlag måske ikke havde været godt nok, fordi der stadig verserede rygter i den store befolkning om masseødelæggelsesvåben en masse i Irak, og fordi regeringens idealistiske begrundelse om at straffe Hussein for at forbigå FN’s sanktioner med en krig ikke vandt gehør i befolkningen som andet end ”juristeri”. Når Jens Rohde altså skal spinde et anti-spin mod sit anti-spin, er hans argument i virkeligheden, at den kloge regering gjorde det rigtige, mens den dumme befolkning ikke forstod den idealistiske begrundelse. Det er længe siden, jeg har oplevet en politiker hæve sig så højt og skamløst frækt over befolkningen. Kan danske vælgere virkelig have tillid til en så smart vejrhane som EU-parlamentariker?