Lokalpolitik

Løsgænger Jette er fortsat partiløs

Eks-SF’eren Jette Fabricius Toft har flirtet med Socialdemokraterne, men er stadig helt sin egen

Jette Toft:  - Det er et spørgsmål om troværdighed, og jeg kunne alligevel ikke se mig selv som socialdemokrat. Foto: Kim Dahl Hansen

Jette Toft: - Det er et spørgsmål om troværdighed, og jeg kunne alligevel ikke se mig selv som socialdemokrat. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Sidst i marts forlod hun SF’s byrådsgruppe, smækkede med døren og blev løsgænger - og det er hun fortsat her et år før næste kommunalvalg.

Flere partier har ellers bejlet til den partiløse skolelærer, ikke mindst Socialdemokraterne, der har den interne regel, at kandidater skal være medlem mindst et år, hvis de ønsker at kandidere for partiet.
Efterhånden som den deadline nærmede sig, har Jette Fabricius Toft snakket meget, med Socialdemokraterne og med sig selv. Men efter at have brugt weekenden på at se sig selv dybt i øjnene og mærke efter i maveregionen endte Jette Toft med IKKE at løse medlemskort til Socialdemokraterne.

Spørgsmål om troværdighed

- Jo, jeg har overvejet at melde mig ind hos Socialdemokraterne. Vi snakker godt sammen og er enige om mange ting. Taksterne for udeservering for eksempel, ligesom jeg heller ikke er bange for at snakke skolestruktur.
- Men der er forskel på at sympatisere om enkeltsager og så at være Socialdemokrat med hud og hår. Det handler om troværdighed, siger Jette Toft.

Løsgænger, Liste Ø eller...?

Spørgsmålet er så, hvor det efterlader den tidligere SF’er. Er hun i gang med at begå politisk selvmord, eller hvad sker der?
En anden mulighed kunne være at repræsentere Enhedslisten, men også her er Jette Toft i vildrede.
- Flere af dem, der sidst stemte på SF, har opfordret mig til at stille op som løsgænger. Fordelen ved det er, at jeg ikke behøver at gå på kompromis med andre. Ulempen er, at det kræver rigtig mange stemmer at komme ind.
- Jeg kunne også lave en helt ny liste, men det væsentligste er, at jeg kan se mig selv i øjnene, siger Jette Toft.

Kvindelig rød borgmester

Bruddet med SF var en følge af SF’s uhellige alliance med de borgerlige, og et comeback som SF’er ligger ikke lige for.
- Det afhænger helt af, hvilken linje, SF Frederikshavn vil føre fremover. Jeg føler mig stadig som SF’er og jeg har det svært med, at vi satte Lars Møller i borgmesterstolen.
- Lars er en rar mand. Han er vokset med opgaven, men foretrækker man som jeg en socialistisk, kvindelig borgmester, kan det kun blive Birgit Hansen (Socialdemokraternes borgmesterkandidat, red.), siger Jette Toft.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.