Retspleje

Løsladt efter Christiania-uro

KØBENHAVN:Da uroen på Christianshavn døde ud hen på natten, stod politiet med 18 anholdte. Kun en af dem forsøgte man onsdag at få varetægtsfængslet, men han blev løsladt af dommeren. Den 23-årige mand forklarede i Dommervagten, at han tirsdag aften var taget ud på Christiania efter arbejde for at købe lidt hash. Da han var på vej væk, blev han pludseligt anholdt sammen med seks-syv andre. Ifølge hans egen forklaring, fik han først fri fra arbejde ved 22-tiden. To politifolk har imidlertid udpeget manden som en af dem, der allerede ved 19-tiden var med til at tænde bål på gaden ved fristadens hovedindgang. Betjentene så også, at han kastede en sten og en flise mod politifolkene og mindst to gange ramte en af politiets gruppevogne. Men dommeren ville ikke efterkomme politiets ønske om at varetægtsfængsle den anholdte. Fordi der var tvivl om hvorvidt manden stadig var på arbejde under uroen, vil det være nødvendigt med mere efterforskning, før han eventuelt kan fængsles. Den 23-årige mand fra Taastrup var den eneste, der blev sigtet for vold og optøjer. De øvrige anholdte blev kun sigtet efter ordensbekendtgørelsen for gadeuorden./ritzau/