Løsladt i sag om fingeret røveri

AALBORG:Retten i Aalborg har løsladt tre mænd, som er mistænkt for at stå bag et fingeret røveri hos Harald Nyborg-forretningen i Skalborg. Politiet mener, at de tre havde aftalt begivenhederne, da en af dem, en mandlig rengøringsassistent, natten til mandag 10. januar blev overmandet af to hætteklædte mænd, mens han var ved at gøre rent i forretningen. Røverne, som ifølge politiet altså i virkeligheden var tyve, stak af med varer for cirka 125.000 kroner. Bagefter ringede rengøringsassistenten og slog alarm til politiet, som på baggrund af tekniske undersøgelser hurtigt fik mistanke om, at der var ugler i mosen. Dagen efter blev rengøringsassistenten og tre andre mænd fremstillet i et grundlovsforhør, hvor tre af dem blev varetægtsfængslet. Fjerdemanden menes at have spillet en perifer rolle, og han blev derfor løsladt allerede efter grundlovsforhøret. Nu er også de øvrige tre mænd altså på fri fod. Sagens anklager protesterede mod løsladelserne, men dommeren mente ikke, at de sigtede vil kunne gribe forstyrrende ind i den videre efterforskning.