Håndbold

Løst krudt i ADH-kanoner

ADH savner skarpe skud og mål

Natasja Deriouguina har tilbud på hånden fra to andre klubber.Foto: Claus Søndberg.

Natasja Deriouguina har tilbud på hånden fra to andre klubber.Foto: Claus Søndberg.

AALBORG:Det svinger slet ikke for Aalborg DH, og da slet ikke i angrebsspillet, hvor ellers vante glødende kanonkvinder som Tanja Logvin og Ibolya Mehlmann ligner et par spillere, der efterhånden trænger til en mental træner, der kan ruske op i deres tornerosesøvn. Det var ADH-troppernes tredje nederlag på blot fem dage i kølvandet på en dukkert mod Randers HK i Ligaen og en pokal-øretæve hjemme mod Viborg HK i mandags, men det faktum får nu ikke eksempelvis den tilbagevendte bagspiller Rikke Nielsen til at ryste i stemmen. - Jeg vil overhovedet ikke kalde det for en krise lige nu. Vi har mødt nogle svære modstandere i de seneste kampe, og der var positive takter i forsvaret denne gang, men vi må erkende, at 17 scoringer er for få i angrebsspillet, sagde Rikke Nielsen kort efter slutsignalet i Gigantium i aftes. ADH tabte de sidste ni minutter 2-7, og så forvandlede Slagelse, der også kom til Aalborg med to uvante nederlag i bagagen ellers 15-17 til 17-24, og gæsterne sagde tak for den gavmilde gestus i slutfasen. Aalborg DH gik nemlig - om ikke i opløsning - så dog unødvendigt meget ned i de sidste ni minutter, hvor Slagelse-indhopperen Marianne Bonde blandt andet brillerede med fire fuldtræffere på stribe fra 15-19 til 15-22. Aalborg DH lagde ellers udmærket ud i aftes og kom foran både 6-4 og 7-5, men herefter stod der faktisk Slagelse på det meste, og efter pausen forduftede den sidste rest af spændingsmoment op under halbuerne i Gigantium lidt over halvvejs, da ADH gik helt i stå, så Slagelse kunne rykke afgørende fra land. - Det er skuffende, sagde Pernille Larsen, en af de nye ADH-bagspillere i denne sæson, kort efter endnu et nederlag. - Vi troede og følte os sikre på, at vi kunne hamle op med Slagelse, men alle skal huske på, at vi er i gang med at spille et nyt hold sammen. Der er dog ingen tvivl om, at vi skal arbejde meget mere med vores angrebsspil i den kommende periode. Der mangler vi fortsat en masse, erkendte Pernille Larsen, der selv kun kom på måltavlen en enkelt gang i aftes. Bagspillerne savner over en bred kamp den påkrævede skarphed i ADH-lejren, og det er altså lidt bekymrende så tæt på en kvalifikationsrunde til Champions League. ADH spiller som bekendt tre kampe i Grækenland 28.-30. september mod græske Ormi-Loux Patras, svenske IK Sävehof og russiske Motor Zaporozhye, og kun puljevinderen går videre til gruppespillet i Champions League, hvor både Viborg HK og Slagelse allerede har indløst billet til. Der er rigtigt meget at arbejde med i ADH-lejren, hvis drømmen om endnu et europæisk eventyr i Champions League skal blive til noget, men Leif Gautestad virker som en energisk og ambitiøs herre. Lige nu skal kan dog have pudset sin kanoner meget af. Det er især trusler fra distancen, ADH i den grad savner for at få fordums styrke.