EMNER

Løst krudt

BING/IRAKERE:15.9. skriver Jørgen Bing, SF's borgmesterkandidat i Hjørring Kommune, under overskriften "IRAKERE: Krudtspild i V", at vi Venstre-folk skyder til højre og venstre i debatten om de afviste irakere. Vi tror at de fleste danskere vil sige, at de ved præcis, hvor de har Venstre i forhold til de afviste irakiske asylansøgere. Som integrationsordfører har jeg sagt det mange gange og Birthe Rønn Hornbech endnu flere gange: Danmark er et retssamfund, og det uafhængige, domstolslignende organ Flygtningenævnet har afgjort, at irakerne ikke er flygtninge, men i stedet afviste asylansøgere, og derfor hjemsendes de af politiet, præcis som vi respekterer og efterlever en dom, der falder ved en domstol. Jørgen Bing skulle hellere se lidt nærmere på, hvad han selv har skrevet, og hvad hans partiformand siger og gør. Her er der nemlig ikke sammenhæng. Bing mener ikke, vi skal tvangshjemsende de afviste irakere. Det fremgår tydeligt af hans debatindlæg. Mens SF's partiformand Villy Søvndal har slået fast, at SF respekterer Flygtningenævnets afgørelser, og når man respekterer Flygtningenævnets afgørelser, så accepterer man også de tvangsmæssige udsendelser af Danmark. Jeg kan kun gætte på, hvorfor Søvndal mener, at Flygtningenævnets afgørelser skal respekteres og de tvangsmæssige udsendelser gennemføres - nok primært, fordi han ønsker sig en ministerbil i julegave, og det forudsætter, at man anerkender, at vi lever i et retssamfund. Men det kunne også være fordi, at han modsat Bing ved. at UNHCR's anbefalinger er generelle og vejledende, bl.a. derfor udsender både Norge, Sverige og England tvangsmæssigt til Irak, eller fordi han ved, at over 2000 afviste irakiske asylansøgere i Danmark er vendt frivilligt tilbage til Irak, og at der i Bagdad Lufthavn hver dag lander turister, der skal på ferie i Irak. Spørgsmål er, om det er Søvndal som partiformand, der bestemmer linjen over for SF's Folketingsmedlemmer og kommunale gruppeformænd? Eller er det Bing og hans synspunkter om, at irakerne skal have lov at blive i Danmark, der er SF's officielle politik? Jeg formoder, at Jørgen Bing i denne debat skyder med løst krudt.