Røverier

Løvbjerg-røver fik mildere straf

Vestre Landsret skar tre måneder af dom mod 19-årig røver fra Brønderslev

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Løvbjerg Supermarked i Brønderslev blev udsat for røveri af en maskeret mand, men vidner genkendte røveren på hans stemme og karakteristiske gang. Arkivfoto: Kurt Bering

Det var en skuffet Elias Salim Atrach, der forlod Vestre Landsret i Aalborg torsdag eftermiddag. - Jeg blev dømt for noget, jeg ikke har gjort, sagde han på vej ud af retssalen. 15. august blev han i retten i Hjørring idømt to års fængsel for væbnet røveri mod Løvbjerg Supermarked i Brønderslev. Han var også tiltalt for nogle mindre forhold, blandt andet ulovlig våbenbesiddelse, og for at smugle 40 gram hash ind i Frederikshavn Arrest. Den straf fandt Vestre Landsret en kende for høj, og sænkede den til 1 år og 9 måneder. Til grund lagde de, at røveriet ikke var af særlig farlig karakter, som den tiltalte ellers var dømt for. Genkendt på stemme og gang Forsvarer, Jens Chr. Christensen, ville have Elias frikendt. Da man ikke havde nogen tekniske beviser, såsom pengene eller pistolen, byggede dommen på vidneudsagn. Fire vidner havde set ham i supermarkedet, og genkendte ham på hans stemme og karakteristiske gang. Eftersom røveren var maskeret med både hætte og elefanthue, kunne overvågningsbilleder ikke hjælpe. I sin procedure fremførte Jens Chr. Christensen, at når vidnerne kun kendte Elias perifert, var det svært at bedømme om det var ham. Ligeledes mente han, at politiet havde begået en fejl ved at lade vidnerne vente sammen i en halv time, og dermed "opnå en massepsykose, hvor man efterrationaliserer, og konkluderer noget forkert", som han sagde. Tvivlen kom ikke Elias til gode Trods forsvarerens tale om, at vidner svært kunne genkende Elias blot på gang og stemme, valgte de tre dommere og tre domsmænd at tro vidnerne. De lagde til grund, at vidnerne i høj grad havde identificeret gerningsmanden, og at det var rimeligt at antage, at man kendte hinanden i et lokalsamfund. De mente ikke det skabte nogen usikkerhed, at vidnerne talte sammen, lige efter de havde oplevet røveriet. - Jeg er skuffet over, at tvivlen ikke kom min klient til gode. I mine øjne var der absolut rimelig tvivl, om det var ham, siger Jens Chr. Christensen. Han begærede også Elias løsladt indtil afsoning, men det nægtede de juridiske dommere. Anklager Henrik Stege var til gengæld tilfreds med dommen.