Løvefattig vinter i zoo

Tre store unger til Odense Zoo. De tre gamle på ferie i ReePark

Inger Hørmann
Der var uro i flokken. Løverne blev bedøvet en efter en og forsvarligt lukket inde i transportkasser.
Dyr 1. december 2011 11:32

Det var store flyttedag for Aalborg Zoos løver onsdag. Zoo gør nu klar til opførelsen af sit nye rovdyranlæg som erstatning for det nuværende og går en løvefattig vinter i møde. Grundstammen, løvehannen Aslan, 10 år og de to søstre Fibi og Naomi, begge ni år, blev sendt på ferie i Ree Park ved Ebeltoft. Tre et år gamle unger kom til Odense Zoo, som bliver deres fremtidige hjem, mens fremtiden tegner uvis for to tilbageværende unger. - De vil sandsynligvis blive aflivet, vurderer dyrepasser Frank Thomsen. Forhandlinger med en italiensk zoo om at overtage en af løverne synes at strande. Vognmanden, der skal transportere løven til Italien, forlanger 60.000 kr., og Frank Thomsen antager, at det vil den italienske zoo næppe betale. Familieforøgelse Det er nu spørgsmålet, om Fibi til sommer vender hjem til Aalborg igen med unger, eller om Ree Park vil beholder ungerne. Hunløven er nemlig drægtig. Det var dyrepasser Thorvald Eggers, der affyrede de bedøvende pile, da løverne en efter en blev bedøvet og forsvarligt lukket inde ii transportkasser. Oprindelig havde Aalborg Zoo håbet, at det nye rovdyranlæg til 22 mio. kr. kunne stå færdigt til påske næste år, men nu hedder det 1. juni. Det første spadestik ventes taget i nærmeste fremtid. I begyndelsen var det også meningen, at de afrikanske løver skulle erstattes med den stærkt udryddelsestruede asiatiske løve. Det har imidlertid vist sig umuligt at skaffe eksemplarer af denne race. Til gengæld vil der komme sumatratigre som erstatning for de nuværende sibiriske tigre, hannen Pamir på 10 år og hunnen Gara på otte år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...