Ishockey

-Løver skal være sultne

Eks-FIK træner Olaf Eller ser ærgerrigheden efter at ville vinde som afgørende for dansk VM-succes

INNSBRUCK:- For to år siden overlevede det danske ishockeylandshold med manér ved A-VM i Finland, men sidste år blev skansen kun klaret i Tjekkiet med det yderste af neglene eller rettere på grund af et verdensberømt japansk selvmål i den altafgørende kamp. Ordene kommer fra den tidligere cheftræner i Frederikshavn IK, Olaf Eller, der akkurat som ved de seneste fem VM-slutrunder er med som ekspertkommentator for en tv-station - denne gang TV 3. - Hvis vi skærer helt ind til benet, har vi vel realistisk bedømt ikke et dansk materiale til at være med i A-gruppen, og derfor er det absolut nødvendigt, at dyder som vilje og ærgerrighed er til stede, siger Olaf Eller, der som alle andre betragter opgøret mod Ukraine på onsdag som nøglekampen for det danske landshold i forsøget på at sikre status som A-nation. - Og selv om ukrainerne har en ganske stræk trup, dog afhængig af antallet af NHL-spillere, tror jeg på større chance for, at dansk ishockey kan redde pelsen ved at besejre dem, end ved at klare sig i et nedrykningsspil. - Her mødes de fire nederste mandskaber fra de fire puljer, og i mine øjne vil det være sværere at overleve i et sådan spil mod nationer som Hviderusland, Kazakstan og Slovenien, hvor de to dårligste degraderes til B-gruppen. - Det danske landshold lærte imidlertid meget af OL-kvalifikationen i Schweiz i februar. De mange fejl fra de kampe er tilsyneladende ryddet af vejen, og dansk ishockey har igen fundet takterne fra A-VM i Finland for to år siden frem. Og så har jeg bemærket, at flere af de danske spillere ser ud til at være i deres livs form, lyder det fra Olaf Eller, der som aktiv ishockeyspiller selv nåede at være med ved syv-otte VM-slutrunder. - Men det antal var langt mere vigtigt, da jeg var 25 år, slutter den tidligere FIK-træner med et stort smil.