Løvernes Klub slår dørene op

Lions Club holder forårsmesse i Løkken denne weekend

Antikviteter 6. april 2003 08:00

LØKKEN: Golfudstyr, bryllupskager, billeder af modelhuse og råd om elforbrug. Det skortede ikke på tilbud, da Lions Club i går åbnede sin forårsmesse i Løkken Hallen. Det er den første af slagsen, Lions Club arrangerer i byen, og på forhånd har der været rift om at få en stand på messen. Det var til gengæld lidt småt med gæster den første, gode times tid, men Lions-formand Poul Johnsen håber forsigtigt på, at 2000 mennesker vil kigge forbi i løbet af weekenden. - Jeg forventer, at butikkerne og byen får en mulighed for at profilere sig, og så håber jeg, at gæsterne får en god oplevelse, siger Poul Johnsen. Alternativ behandling En af standene på messen stod tre nystartede zoneterapeuter for. - Det er vigtigt at få den alternative behandling i gang, inviterer Jonna Sørensen fra Hjørring indenfor. Hun "kaprer" en kunde til stolen og trykker på de rigtige steder under fødderne. - Man behøver ikke være syg for at gå til zoneterapi, forklarer hendes kollega, Inge Kellermann. Det er godt for ens velvære og en måde at forkæle sig selv, siger hun. Jonna Sørensen masserer kunden på det, hun kalder nyre-blære zonen. Der er en zone på fødderne for hvert af vores indre organer, forklarer hun, og det er en god måde at rense kroppen ud på, fortæller hun. På en af de andre stande er Ester og Gunnar Olesen i færd med at kigge på typer af tagbelægning. Men de skal ikke umiddelbart have noget. - Vi har ikke noget tag, der skal belægges. Så skal vi bygge et udhus først, griner Gunnar Olesen. Parret er fra Århus, men har sommerhus ved Løkken, hvor de er en tredjedel af året. - Det er nærmest vores andet hjem heroppe, så vi er her på messen for at ose, fastslår Gunnar Olesen. Frugtfarve i blækpatronen Hos bager boden er en række farvestrålende kager udstillet. Der er dyrehoveder i mere eller mindre skrappe farver. En bryllupskage tårner sig op over de andre, og så er sidste nyt, at man kan få et spiseligt fotografi oven på en kage. - Det er rispapir, forklarer bager Søren Kodal. Vi skanner et foto ind og printer det ud på rispapir med frugtfarve i blækpatronen. Så det hele er spiseligt, forklarer han. På golfklubbens stand er Lydia Jensen i færd med at gætte på, hvor mange golfbolde og tee-er, der er i to krukker. Konkurrencens hovedpræmie er et medlemsskab af golfklubben. - Det ville ikke være så dårligt at vinde, mener Lydia Jensen. Flere i min familie spiller allerede, så det kunne være godt at prøve. I øvrigt er hun på messen for at komme lidt ud og kigge. - Der er ikke noget specielt, jeg kigger efter, siger hun. 100 små huse Også Løkken Modelbygger Laug er at finde i Løkken Hallen. Lauget er nystartet og har som mål at bygge 100 af Løkkens gamle huse som modeller. - Vi håber at få nogle støttemedlemmer her på messen, fortæller bestyrelsesmedlem i lauget, Karin Jensen. Modelhusene skal være, som husene så ud i år 1900, forklarer hun. De i alt 13 bestyrelsesmedlemmer har været i Varde for at hente inspiration. - Vi kan undgå nogle af de fejl, de har lavet dernede, og så kan vi forhåbentligt lære af hinanden, fastslår Karin Jensen. Velgørende formål Forårsmessen har mange flere stande at byde på, og efterhånden kommer der flere folk til. Ikke alle er taget til Aalborg, hvor der er en lignende messe denne weekend. - Vi har længe vidst, at det var samme weekend, men jeg tror ikke, det bliver noget problem, fortæller formand for Lions Club, Poul Johnsen. Lions Club har som opgave at støtte humanitære formål, fortrinsvis i lokalområdet. - Vi har konstateret et overskud allerede bare ved at få besat alle standene, fortæller Poul Johnsen. Hvis messen bliver en succes, er det meningen, at den fremover skal afholdes hvert andet år, fastslår han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...