Fodbold

Løvvangskolen går efter finale i parken

Skolehold klar til semifinale efter knusende sejr i kvartfinalen

Løvvangskolens spillere (i blå trøjer) lagde pres på modstanderne og formåede at afgøre kampen i 2. halvleg med fem scoringer. foto: Michael Bygballe

Løvvangskolens spillere (i blå trøjer) lagde pres på modstanderne og formåede at afgøre kampen i 2. halvleg med fem scoringer. foto: Michael Bygballe

LINDHOLM:Drengene på Løvvangskolens skolefodboldhold går nu benhårdt efter at komme i finalen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. I går kvalificerede Løvvangskolen sig til semifinalen i turneringen. Finalen spilles i Parken i København, og det vil være en stor oplevelse for spillerne og deres kammerater at deltage. I går besejrede holdet Stjernevejsskolen fra Hedensted Kommune med hele 7-1, og Løvvangskolen har været meget suveræne indtil videre i årets turnering. Holdet består primært at spillere fra 10. klasse, og drengene spiller til daglig i blandt andet NB, NUBI og Vadum. Løvvangskolen kom ellers dårligt fra start i kvartfinalen. Først måtte Sammy Hussein bæres fra banen efter et uheldigt spark i hovedet fra en medspiller. Han var groggy, og Falckreddere blev tilkaldt for at se på ham, men efter det meste af 1. halvleg på bænken var han klar igen til 2. halvleg, og han scorede to mål. Uheldet i kampens start satte sit præg på hjemmeholdet, som kom bagud 1-0, men inden pausen var holdet kommet foran 2-1. Og i 2. halvleg var de lokale favoritter helt suveræne, og de gav det talstærke publikum god underholdning. - Spillerne er superglade, og nu tror de på, at de kan gå hele vejen. De vil i finalen i parken, siger lærer Helle Olesen, der er én af holdets tre trænere. Målscorerne for Løvvangskolen var Mark Hallabi, Rene Jensen, Sammy Hussein (2) og Steffan Nielsen (3) Semifinalen spilles tirsdag i Kolding mod Brændkjærskolen.