Loft over p-pladser et politisk ønske

Trafikforhold 28. februar 2003 07:00

AALBORG: Der er masser af plads til at lave flere parkeringsbåse på havnefronten i Aalborg. Men det har i sin tid været et politisk ønske, at der kun skulle være et begrænset antal pladser til rådighed. Sådan ridser vejingeniør Niels Edelbo fra Aalborg Kommunes tekniske forvaltning situationen op. Han understreger, at forvaltningen i samarbejde med politiet har godkendt de nuværende parkeringspladser på havnefronten, men at selve kontrollen suverænt udøves af Parkeringskontrol Nord. - Sådan var det da politiet stod for kontrollen, og sådan er det også efter at Parkeringskontrol Nord har overtaget funktionen. Vi blander os ikke og fortæller parkeringskontrollørerne, hvordan de skal udøve deres job og på hvilket tidspunkt af døgnet, siger Edelbo. - Politikerne har valgt, at der ikke skal være så mange parkeringspladser på området. Det skyldes ikke kun et trafikalt hensyn. Det er også et valg i forhold til det byplanmæssige. Jeg kan da godt se, at det kan virke lidt firkantet, når der er masser af plads, men der er altså en grund til det. Mange føler også, at reglerne er firkantede, når de kun må køre 50 km/t på en strækning, selv om forholdene måske indbyder til at køre stærkere. Men sådan er reglerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...