Loft over rykker-gebyret

Det var i strid med renteloven, da ejendomsadministrationsselskabet ATB ApS opkrævede en boligejer et rykkergebyr på 250 kroner ved en forsinket betaling.

Betalingsmidler 29. september 2011 14:15

En erhvervsdrivende må højst kræve 100 kroner i rykkergebyr, hvis kunden glemmer at betale regningen. Det har Forbrugerombudsmanden meddelt selskabet. Gebyret på de 100 kroner dækker alle den erhvervsdrivendes udgifter i forbindelse med rykkerskrivelsen, oplyser Forbrugerombudsmanden. Dette betyder også, at den erhvervsdrivende ud over selve rykkergebyret ikke må opkræve andre gebyrer. Det gælder for eksempel et fakturagebyr, hvis det samlede beløb, som forbrugeren vil skulle betale i forbindelse med hver enkelt rykkerskrivelse, derved ryger over de 100 kroner. Ifølge renteloven kan der kræves et rykkergebyr på højst 100 kroner for hver skrivelse. Der må højst fremsendes tre rykkere med gebyr for det samme krav, og der skal være mindst 10 dage mellem de gebyrbelagte rykkerskrivelser. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...