Loft over studielån overvejes

Uddannelsespolitik 27. februar 2003 07:00

KØBENHAVN: Studerende skal måske have et loft over, hvor store studielån de må tage, så de ikke bliver dybt forgældede ligesom nogle af deres forældre. Det bør forhandles, når undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) til foråret åbner forhandlingerne af forliget om Statens Uddannelsesstøtte (SU). Det siger uddannelsesordførere fra Venstre, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Derimod ser Socialdemokratiet skeptisk på et loft. Skønt DF ikke er med i SU-forliget, håber uddannelsesordfører Louise Frevert at blive inviteret med i forhandlingerne. Stadig flere studerende skylder mere væk. I 2001 skyldte 38.818 personer over 100.000 kroner. Over 13.000 studerende skylder over 150.000 kroner, viser tal fra SU-styrelsen. Derfor foreslår Jacob Lange, som er studiechef på Københavns Universitet og formand for SU-rådet, i Politiken at lægge et loft på ca. 100.000 kroner over, hvad studerende kan låne. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...