Loft synger nytåret ind

Hjemme i Aalborg har man kun med års mellemrum kunnet opleve Martin Loft på den store scene. Senest i 2003, da han spillede Kaptajn von Trapp i "Sound of Music" på Morskabstheatret. Men i mindre sammenhænge optræder han med jævne mellemrum sammen med sin makker og ven gennem mange år, pianisten og organisten Niels Ole Sørensen. I 14 år har de blandt andet været et sikkert hit ved den traditionelle nytårsmusik-gudstjeneste i Vesterkær kirke 1. januar. - Der plejer at været stuvende fuldt i kirken. De seneste fem år har vi måttet opgive at holde lydprøve, fordi folk kommer halvanden time før koncerten for at sikre sig en plads, siger Martin Loft. Han lærte Niels Ole Sørensen at kende, da han lige var flyttet til Aalborg sidst i 90'erne. Bekendtskabet har siden udviklet sig til et nært ven- og makkerskab, hvor de, når der er tid, lyst og lejlighed tager ud og optræder - ikke blot i kirker, men også til bryllupsfester, receptioner og andre private begivenheder. - Jeg får mange henvendelser men siger kun ja, hvis jeg synes, jeg kan bidrage med noget. Jeg gider ikke stå og synge til et backing-track fra "Cats". Hvis det skal være, skal det være rigtig live. Og det er heller ikke kun for pengenes skyld. En julefrokost hos SAS er rigtig godt betalt, men ikke nødvendigvis kunstnerisk tilfredsstillende. Så vil vi hellere spille for 2000 kroner på et lokalt plejehjem, hvor publikum er dybt taknemmelige for, at vi kommer.