EMNER

Logo med bølger og flet

Mariagerfjord har fået sig et kommunevåben

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Leo Grif­fin og gra­fisk de­sig­ner Vivi Wen­ni­ke vandt før­s­te­pri­sen på 50.000 kro­ner.

MARIAGERFJORD:Der er masser af symbolik i det kommunevåben, som i aftes blev valgt af Mariagerfjords folkevalgte. De fulgte dommerpanelets indstilling og hædrede Leo Griffin, Aalborg, for hans bud på fjordkommunens fremtidige logo. Våbnets fire bånd knytter fire kommuner sammen. De hvide, bølgende linjer er lånt både fra fjorden og egnens bakkelandskab. Figuren kan ses som et fletværk, der er kendt fra vikingernes udsmykning, men også som knob fra det søfartsliv, som stadig udspiller sig i kommunen. - Til daglig tænker vi selvfølgelig ikke på al den symbolik. Da er det vigtigt at have et godt og enkelt våben, som skaber genkendelse hos borgerne, siger kommende fjordborgmester H.C. Maarup. Sammenlægningsudvalget udskrev tidligere på året en designkonkurrence blandt professionelle i den grafiske verden. Otte firmaer blev godkendt til at komme med bud, og i aftes blev de tre bedste præmieret. Leo Griffins vindervåben gav 50.000 kroner. Andenprisen på 25.000 kroner gik til 2+1 Idebureau, København, mens tredjepræmien på 10.000 tilfaldt Dafola Marketing, Frederikshavn. Dommerkomitéen bestående af politikere, embedsmænd og en grafisk designer begrunder valget med, at Leo Griffins design er af både kunstnerisk, grafisk og teknisk høj kvalitet. - Det udgør et fleksibelt, effektivt og logisk kommunikationsværktøj med ubegrænsede muligheder og stor slidstyrke, lød det fra dommerne. På forhånd var der stillet krav om et holdbart logo, der ikke virker gammeldags om fem år. Desuden skal det være fleksibelt, så det kan anvendes både i stort format på skiltet foran rådhuset, på hjemmesider, brevpapir og kommunens køretøjer.