Logokonkurrence på

Havne 21. marts 2007 05:00

{ SKAGEN: Skagen Havn fejrer i år 100 års jubilæum med en lang række arrangementer, og i den forbindelse har Skagen Havn nu også valgt at lave en logokonkurrence. - Logoet skal bruges før, under og efter afholdelsen af jubilæet, der markeres over hele sommeren, og logoet skal udgøre Skagen Havn og jubilæets visuelle identitet og give en klar fornemmelse af fisk, hav og havn, ligesom logoet også som minimum skal indeholde teksten: ”Skagen Havn – 100 år” fortæller direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen. Konkurrencen er åben for alle interesserede og sidste frist for indlevering af forslag til logo er mandag 2. april kl. 12. Vinderen af konkurrencen honoreres med et weekend gourmetophold på Ruths Hotel i Gl. Skagen, der også giver fri adgang til wellness i samme weekend. Ved præmieringen overdrages den fulde brugsret samtidig til Skagen Havn, som også forbeholder sig retten til at stille vinderlogoet til rådighed for alle havnens virksomheder samt andre relevante interessenter. Alle forslag skal sendes digitalt i PDF-format på cd-rom samt minimum et stk. farveprint i størrelsen 60 gange 40 centimeter til Skagen Havn, Havnevagtvej 30, Postboks 140, 9990 Skagen, att: Lotte Wittrup. Læs mere om logokonkurrencen på www.skagenhavn.dk Kok scorede bronzemedalje { SKAGEN: Dan Dietz, der 7. april er færdig med sin uddannelse som kok på Jakobs Café i Skagen, fik en flot bronzemedalje i forbindelse med sin svendeprøve. - En bronzemedalje er blandt de sjældne i den forbindelse, da det kræver minimumskaraktererne 13, 11 og 10 fordelt på praktisk, og skriftlig opgave, som forsvares mundtligt, så det er absolut noget, som han kan være stolt af, fastslår ejeren af Jakobs Café og Bar, Jakob Sund. Det højest opnåelige er sølvmedaljen, som er yderst sjælden. En sådan blev dog uddelt i torsdags til en elev fra Henne Kirkeby Kro, og Dan Dietz var da også selv kun et karakterpoint fra at opnå sølv. Dan Dietz har i uddannelsens forløb fået meget frihed under ansvar, og han har arbejdet selvstændigt som kokkeelev i mange forskellige situationer. Han fortsætter da også med at arbejde på Jakobs Café i den kommende sæson. Konkurrence på vinetikette { SKAGEN: Der er tradition for, at der hvert år bliver lavet en ny etiket til årets Skagenvin, og hidtil har det typisk været professionelle, der stod for udformningen af etiketten. I år har SuperBrugsen imidlertid valgt at udskrive en konkurrence, hvor alle kan komme med bud på, hvordan årets etikette skal se ud, men motivet skal signalere Skagen, og det skal være en tegning, et akvarel eller et maleri. Til gengæld er der ingen krav til specielle stilarter. Præmien er et ”vingavekort” på 3.000 kroner, og hvis man vil være med, skal man til SuperBrugsen i Skagen aflevere eller sende et foto af motivet og i en anden lukket kuvert skrive navn, adresse og telefonnummer, så dommerne ,ikke før valget af vindermotiv er truffet, kan vide, hvem der har sendt motivet ind. Løverne til kamp mod misbrug { SKAGEN: Lions Danmark iværksatte i 1995 kampagnen ”Med Lions – mod misbrug”. Kampagnens formål er, at få uge mennesker til at tage klar stilling til misbrug. Kampagnen kører nu på tolvte år i Skagen, og i år har løverne valgt lørdag 31. marts 2007 til ”med Lions- mod misbrug” dag. I ugen op til denne lørdag vil virksomheder, butikker, m.m. blive kontaktet af den lokale Lions Clubs repræsentanter med tilbud om at købe en buket tulipaner for 100 kr. På selve dagen, den 31. marts, følges aktiviteten op med salg af tulipaner på Viggo Hansens Plads i i Skagen i tidsrummet 11 til 13. Som ved enhver anden Lionsaktivitet går overskuddet ubeskåret til Lions humanitære og andet almennyttige arbejde – i dette tilfælde til forebyggende arbejde mod misbrug, lokalt, siger Bjarne Kjøbsted fra misbrugsudvalget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...