Lohan skal spille sammen med pornostjerne

Lindsay Lohan skal spille hovedrollen i American Psycho-forfatters nye film, der også har en pornostjerne med.

Lohan skal spille sammen med pornostjerne

Skuespillerinden Lindsay Lohan er en ombejlet kvinde. Siden hun afsluttede sin samfundstjeneste efter at have kørt bil i påvirket tilstand, er tilbuddene om filmroller væltet ind.

Og nu har hun takket ja til en rolle, der på papiret ser ud til at passe den vilde skuespillerinde perfekt.

Hun skal nemlig spille hovedrollen i American Psycho-forfatteren Bret Easton Ellis' nye film. Han står bag manuskriptet til filmen "The Canyons", der handler om "ungdom, glamour, sex og Los Angeles".

Med på rollelisten er også pornostjernen James Deen.

- James Deen og Lindsay Lohan skal spille med i The Canyons. Jeg er mere end lykkelig for, at de skal spille rollerne som Christian og Tara. Jeg kunne ikke have drømt om et bedre cast. Lindsays audition sad lige i skabet, skriver Bret Easton Ellis på sin twitterprofil.

Ellis har tidligere afsløret, at han rent faktisk tænkte på pornostjernen Deen, da han skrev manuskriptet til filmen, hvor man følger fem unge i 20'erne på deres jagt efter magt, kærlighed, sex og succes i 2012.

Lindsay Lohan er i øjeblikket i gang med at indspille "Liz & Dick", hvor hun spiller Elizabeth Taylor.

26-årige James Deen har medvirket i flere end 2000 pornofilm.

/ritzau/