Lokal bygmester køber ind i Palm City

Arne Andersen, Vrå, har overtaget 58 byggegrunde med havudsigt - byrådet giver Palm City ny frist og opgiver krav om bod på 16 mio.

Golf 1. april 2011 10:52

Entreprenør Arne Andersen, Vrå, har overtaget 58 parceller på det såkaldte Beach-området i Palm City. Dermed ser det ud til, at der omsider kommer gang i det omstridte ferieprojekt. - Aftalen er, at Arne Andersen byggemodner samtlige 146 grunde på Beach-området, så nu kommer der skred i projektet, siger Otto Stavad, direktør i Palm City til NORDJYSKE. Grundene skal bebygges inden 2013. Slipper for bod Et flertal i byrådet holdt på det lukkede byrådsmøde onsdag efter midnat hånden under det kriseramte ferieprojekt på Apholmen. Flertallet gav borgmester Lars Møller mandat til at forhandle med Palm City og den nye investor. Det betyder samtidig, at byrådet lader Palm City slippe for at betale 16 millioner kroner i bod, penge, som skulle falde, fordi Palm City har overskredet fristen for byggeri af servicebygningen. Fristen er nu forlænget til 2020. Fire medlemmer stemte imod forlængelsen af fristen. Handeler annulleret Flere investorer, som tidligere har købt byggegrunde i Palm City, har fået handlerne annulleret, da projektet har stået stille. Kommunen har ifølge aftalen med Palm City tilbagekøbsret, hvis ikke Palm City overholder fristen, men et flertal valgte altså at holde liv i planerne, der flere gange er blevet udskudt. Palm City offentliggjorde i oktober 2009 et samarbejde med en australsk investor, der angiveligt stod klar med 70 millioner kroner, men det viste sig at være varm luft. Ikke konkurrent til FGK Ifølge Otto Stavad kører arbejdet med at anlægge golfbanen nu ufortrødent videre. Samtidig afviser han, at Palm City har planer om at oprette en selvstændig golfklub, som kunne blive en konkurrent til Frederikshavn Golf Klub, en frygt, som blev luftet på golfklubbens generalforsamling for nylig. - Vi skal samarbejde med Frederikshavn Golf Klub og finde fælles fodslag til alles bedste, siger Otto Stavad.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...