Lokal komponist debuterer

Lars Ole Eriksen udsender sin første cd

HJALLERUP:Hvorfor ikke prøve selv?, tænkte komponisten Lars Ole Eriksen. Ofte er det sangerne, der får den største opmærksomhed, når en melodi når hitlisterne. Og det med musik som med film. De der rulletekster når ikke altid helt ud til det brede publikum. Men alligevel har man hørt navnet et sted. Så efter at have lavet flere hits til dansktoppen og kendte popsangere, har han nu indsunget sin egen single-cd "Det er lykken". - Den sendes ud i den kommende uge til alle landets radiostationer, som en promotionindspilning, fortæller Lars Ole. Musik fra eget studie Lars Ole har komponeret popmusik siden 1992 og efterhånden fået opbygget eget studie. - Jeg håber at kunne komme til at leve af min musik, og har derfor sat en lille sideproduktion igang, hvor jeg er klar til at indspille festsange på en cd, hvis man vælger sådan en løsning i stedet for den traditionelle musik, siger han. Så hvis man ikke lige er så sikker i sang eller rytmer, kan tekst og melodi sendes ned til Lars Ole, der indspiller og/eller indsynger festsangen. Og så er det bare på med cd-en. Der er allerede to nye singler mere klar til udsendelse, og de vil med passende mellemrum på et par måneder også komme på gaden. Viser det sig, at de tre singler får gode placeringer til Dansktoppen, er det planen senere at udsende et helt album med 12-14 af egne sange. Mange år med musik For at en sang/melodi kan kaldes et hit, skal den ligge 15 uger på DRs Dansktop. For lige at nævne nogle af Lars Oles melodier kan nævnes: "Fregatten Jylland" med Susanne Lana, "Tag din flotte kjole på skat" med Jan Larsen og "Der er intet i verden som min pige" med Bjørn Tidmand og"Der sker så meget her i livet" med Basse.. Lars Ole der er bosiddende i Hjallerup begyndte i 1972 som guitarist i orkesteret "Cottenfields", der i 70-erne spillede til mange kroballer, og lokalt kan man i Asaa huske dem fra de kendte Danskpopgallaer. Senere var han solist i Se&Hørs amatørgrandprix og fik en 2. plads, og idag optræder han i duoen "Finn&Lars Ole" samt som solist med eget playback. Debutindspilningen er foregået med Jan Larsen, Randers, som producer og tekniker og teksterne er forfattet af Lone Tranberg. At der virkelig er satset kan man se af den promotion, som er sat igang. Det er meningen, at det forhåbentlige hit skal præsenteret over lokale tv-stationer. Lars Ole lægger ikke skjul på, at det bliver en spændende uge, men er samtidig lidt ydmyg ved tanken om det store spring en debut-cd trods alt er.